Orienteringsklubben Gorm Jelling | Skiklubben Gorm Jelling

OkGormAdmin

Søndag den 24. februar er der igen rekrutteringsarrangement kl. 10 ved Gormshallen.
Dette skal dog ikke afholde de etablerede medlemmer af klubben til at blive hjemme. Kom og vær med – der åbnes for Gormløbere kl. ca 10.15.
Der vil være to spændende sprintbaner på km 3,1 og km 4,3. Alle er velkomne…
Af hensyn til antal af printede baner, så kan man tilmelde sig på Gorm-Event… Vi ses!
Steen Holmegaard


Søndag formiddag kl. 10 var første af i alt seks søndage, hvor OK Gorm inviterer familier til at løbe en lille tur med kort i hånd på lette baner.
13 deltagere var mødt repræsenterende fire familier.
Alle valgte at løbe den korte bane på 2,9 km i luftlinje. Første del af banen gik rundt om Gormshallen med passage af fodboldbaner, musikfestivalpladsen. Herfra et vend op i byen forbi det gamle rådhus og Superbrugsens P-plads før det igen gik mod Gormshallen. Vejret kunne der ikke klages på, men om det nu lige var kortbuksevejr, som William havde valgt, ved jeg nu ikke. William og broderen Jacob synes dog det havde været en fed tur.

Familien fra Ildved kom på ”skovtur” tværs over opvisningsbanen. Faderen var lige kommet til at vende kortet på hovedet og læste post ni for seks. I mål erkendte han fejlen og bedyrede, at det aldrig ville ske igen. Hertil kunne Ove Hvam, formand for rekrutteringsudvalget i OK Gorm så love ham -”at det helt sikkert sker igen. Det gør det for alle, også de rutinerede!”
Næste søndag er det igen med start fra Gormshallen og igen er det med start kl. 10.00.
Herefter bliver de sidste fire gange af tilbuddet om søndags familieorientering med udgangspunkt fra Abrahamsens Gård.
OK Gorm håber, at endnu flere tager i mod det gode tilbud om en søndagsaktivitet for hele familien.

 

Løbsområdet bliver Sønder og Nørre Vosborg Hede samt Stråsø Plantage,med samme stævneplads alle dage.
Her er et godt udgangspunkt til udfordrende orienteringsløb i meget varierede terræntyper. Mest spektakulært er det tidligere urfuglereservat Sdr. Vosborg Hede, som er et stort kuperet og halvåbet indlandsklitområde. Da det er tidligere urfuglereservat, som var lukket for offentlig adgang, er her næsten ingen stier og slet ingen urfugle.
Stævnepladsen grænser også op til Stråsø plantage, der er en overvejende åben plantage iblandet mange teknisk udfordrende områder med fyr og enebærbevoksede indlandsklitter.
Tilmelding til løbene på O-service senest den 29.marts 2019.
Læs hele indbydelsen her.

Se også under Voksne – Klubture

Danske mesterskaber i by-orientering afvikles i Grindsted
Om mindre end fire måneder, nærmere bestemt i weekenden den 25. og 26. maj, vil Grindsted danne ramme om de danske mesterskaber i by-orienteringsløb: DM Sprint 2019 og DM Mixsprint-stafet.
Stævneplads eller arena ligger begge dage centralt placeret i byen, så der bliver rig lejlighed til at følge konkurrencerne.

Lørdagens løb er individuelle konkurrencer, mens søndagens løb er mixstafet, der betyder at holdene skal være repræsenteret af begge køn.

Danske mesterskaber i orienteringsløb er specielle ved, at det ikke kun er de allerbedste danske eliteløbere, der mødes og dyster. Det er også mesterskaber for de yngste piger og drenge fra 10 år og op til de ældste dame og herreløbere, der har rundet de 90 år.

Denne DM weekend bliver imidlertid noget helt specielt. Da Danmark er vært for verdensmesterskaberne i by-orienteringsløb i 2020, skal VM arrangørerne tilbyde de lande, der vil deltage i VM i 2020 nogle muligheder for at lære Danmark at kende før VM løber af stablen i trekantområdet i tiden 6. – 11. juli 2020.

– “I Billund Kommune og i Grindsted glæder vi os meget til at være vært for DM-weekenden her året før VM kommer til Danmark. Vores handelsstandsforening er altid gode medværter og klar til være med til at skabe en festlig ramme om store begivenheder, så vi er sikre på deltagere og tilskuere får en forrygende weekend i Grindsted”, siger Borgmester Ib Kristensen.

Ugen op til DM i Grindsted er tilbudt som en 2. VM træningsuge og løbet om lørdagen er kategoriseret som et World Ranking Event. En stor del af de bedste udenlandske orienteringsløbere vil derfor stille op og teste deres kunnen i at finde rundt i danske byer. De kan også vinde, men dog ikke blive kåret som danske mestre. Det betyder, at de bedste danske eliteløbere, som i øvrigt tilhører verdenseliten, vil få rigtig god konkurrence og god træning før VM.

Til lørdagens individuelle mesterskaber forventes omkring 700 løbere, heriblandt en del udenlandske eliteløbere. Til søndagens mixstafet forventes ca. 500 løbere.

Ansvarlige for lørdagens ”DM Sprint 2019” er orienteringsklubben OK Gorm, Jelling, mens det er WOC2020 der står for afviklingen af søndagens ”DM Mixsprint-stafet 2019”.


I går aftes var der juleafslutning. Julen er som bekendt traditionernes tid, og sådan er det også i TVO.
Julebanelægger var igen i år julemand Steen. Via facebook havde TVO-løberne på forhånd fået små hint hen ad vejen. Aftenens løb skulle så vise om de forskellige fif havde forvirret mere end hjulpet.
Hvad er mere oplagt end et julestjerneløb. Kortet løberne fik præsenteret var et stjernekort. Problemet var, at ikke alle poster kunne være inden for stjernes rammer, men der var dog definitionerne at holde sig til og placeringerne var i den forstand rigtige nok i forhold til de andre poster.
Der var tre bonus poster. De var ikke tegnet ind, men rundt på kortet var der skrevet sten, rende og skur, så hvis man holdt lys i lampen og havde øje for evt. reflekser i skoven ville man også kunne finde dem.


Det viste sig at med dygtig orientering, bonuspoint, dygtighed osv. blev Niels Dalgaard aftenens vinder. Efter løbet var der middag. Og som det hører TVO-juleafslutningen til, en menu bestående af hvide og brune kartofler med brun sovs og flæskesteg med sprød svær. Dertil chips og rødkål. Sådan skal en rigtig TVO julemiddag være.
Sofie og Søren, Esbens mor og far havde lavet maden godt hjulpet af Asger, Esbens lillebror. Dejligt at de tager denne opgave, selvom Esben ikke kunne være med.
Som så mange andre TVO-løbere er han på efterskole i dette skoleår på HNIE.
Efter maden gennemgik KK årets statistik og evaluering af målsætningen for TVO 2018. Dejligt, at TVO stadig præges af positive og motiverede unge mennesker, der gerne vil blive dygtigere orienteringsløbere og som generelt har et aktivitetsniveau, der lever op til de forventninger, der er beskrevet for TVO .
Steen redegjorde for aftenens julestjerneløb og overrakte vinderen Niels Dalgaard en sportstaske.

Aftenen sluttede af med en tak efterfulgt af klapsalver både til Sofie, Søren og Asger og til TVO-trænerne.
Vi ses i 2019 på Abrahamsens Gård den 10.1.

Se billeder her


Endelig blev det dagen, hvor Find vej i Bredsten blev søsat. Længe har kortet været tegnet, og længe har Find vej i Bredsten folderen været færdig, men der skulle lige være en lejlighed, hvor skolen kunne være med til indvielsen, da det er skolen som har ønsket og bestilt kortet over Bredsten by som supplement til det skolekort OK Gorm tegnede til skolen i 2016.
I løbet af processen kom Bredsten i Udvikling ind over, og vi så nogle muligheder for, at det ikke bare skulle være et orienteringskort til brug i skoleregi, men at det kunne være et ”Find vej i Bredsten” projekt, som også kunne være et tilbud til byens borgere om en anderledes måde at få sin daglige motionstur på.
I dag skete det så – “Find vej i Bredsten” er på vej.
Kl. 10.00 var VAF mødt op med journalist for at høre om projektet. Kl. 10.20 var alle 7. 8. og 9. klasses elever samlet – i alt 150. Joan Henriksen, skolelederen bød velkommen og kunne fortælle, at det var obligatorisk for alle i de 3 klasser i dag at deltage på en motionstur rundt i Bredsten. Vejret var fint, så der var i den forstand heller ingen grund til at finde undskyldninger for ikke at deltage.
Det eleverne skulle prøve og som jeg skulle introducere, var hvordan man via appen ”O-track” og mobiltelefonen kan hente et kort og en bane og at man via GPS hele tiden kan se, hvor man er.

Jeg må sige, eleverne gik til opgaven med fint humør. Man kunne gå eller løbe, alene eller nogen stykker sammen. Der var nogen, som var ganske hurtige. Det viste sig, at de lige havde været forbi cykelskuret på vej til start.
Efter turen viste jeg nogle af eleverne, hvordan man efter løbet kan se sit eget løb på O-track, men også se andre elevers løb, og se at der ikke kun var en vej fra en post til en anden.

Tovholder i ”Find vej i Bredsten”- projektet på Bredsten skole har gennem hele forløbet været viceskoleinspektør Egon Munck-Andersen. Han har også kontakt til Bredsten i Udvikling (BiU). Ved Egons mellemkomst er det næste skridt i synliggørelsen af Find vej i Bredsten, at jeg en gang i januar skal til Bredsten og i Bredsten Hallen møde Bredsten-borgere, der går til senioridræt. Så skal de også ud at prøve at gå/løbe orientering via O-track. Gangen før sørger Egon for, at nogle af de elever, der i dag har været rundt i Bredsten med mobiltelefon og O-track, aflægger Bredsten Senioridræt besøg, så seniorerne kan få installeret O-track på deres mobiltelefon og få lidt at vide om, hvordan man bruger det. Seniorerne er altså ikke helt på bar bund, når jeg kommer ugen efter.
Her kommer VAF også og fortæller den spændende historie om at skolens elever hjælper seniorerne med indføring i mobiltelefonens og O-track appens herligheder.

Den 4-fløjede ”Find vej i Bredsten” folder kan fra i dag hentes i Dagli’Brugsen, Bredsten af enhver Bredsten-borger og såmænd også alle mulige andre, der kunne tænke sig at finde vej i Bredsten.
Se folderen her


I går tirsdag var 9 lærere fra Egtved Skole på Find Vej introkursus. Egtved og Ødsted skoler er med i Åben Skole projektet ”Find vej i skolen” her i skoleåret 2018-19.
Vejle Kommunes Børne- og Familieudvalg afsatte ved budgetforhandlingerne for 2018 1 mill kr til samarbejdsprojekter i ”den åbne skole”.
Vejle Kommune har tidligere bevilget til ”åben skole projekter”, hvor OK Gorm har fået bevilget til i alt 11 Find vej i Skolen projekter.
Projekterne for skoleåret 2018-19 var efter samme model, så Gorm henvendte sig til 5 nye skoler for at høre, om de ikke skulle være med i et nyt” Find vej i skolen projekt”. Ødsted og Egtved sagde ja tak.
Vi søgte igen Vejle Kommune og igen fik vi som ansøgt, ca. 20.000 kr. til de to projekter, der omfatter korttegning, faste poster, introkursus, undervisningsmaterialer, idrætslærerkursus og et orienteringsstævne.
Her i efteråret har vi fået de to kort tegnet færdig, og der er opsat 40 faste poster på hver af de to skoler.
I går var vi så nået så langt, at Egtved Skole var klar til introkursus:
Følgende program blev lærerne præsenteret for:
1. Præsentation af pakken.
a. Hvad er tanken, hvad kan det bruges til?
– Idrætsundervisning
– Læring og bevægelse i andre fag.
b. Hvordan ser et skolekort ud? Hvordan ser poster ud?
c. Hvem står bag, hvem kan man kontakte for hjælp (skolekontakt og klubkontakt)?
2. Eks. på læringsopgaver . To eksempler på opgaver blev afprøvet, hvor man bruger kortet og posternes numre og bogstavkoder. Dels en opgave i dansk, indskoling, og dels en opgave i matematik på mellemtrinnet. Ved begge opgaver skulle lærerne først besøge nogle poster for efterfølgende at løse opgaver i klassen, så der både var teoretisk læring og bevægelse i undervisningen.
3. MobilQuiz
Der var afsat to lektioner til kurset og lærerne gik op i det med liv og sjæl. Der var både højt humør og højt aktivitetsniveau.
På billedet ser vi lærerne i gang med dansk opgaven. De skulle danne så mange ord som muligt af de bogstaver de har været ude at hente ved nogle af posterne.

I går lørdag d. 15. december afholdt OK Gorm Biathlon Sprint med 32 tilmeldte.
Starten gik lige uden for døren ind til Kongernes Jelling. Ventetiden før start kunne løberen tilbringe inde i varmen i Kongernes Jelling, hvor der var venlig betjening i receptionen. For at mindske nerverne før start, var Kongernes Jelling så søde at være vært for prøvesmagning af deres mjød. Det var til stor glæde for løberne og nogle få af dem var svære at få frem til start, da prøvesmagningen lige pludselig fik større fokus 😊
Alle mand kom dog fint af sted ud på ruten i løbet af 18 minutter.

Biatlon Sprinten er egentlig et forløb/prøveløb til Jellingløbet, som afholdes 12. juni 2019.
Vi havde lavet en let bane på 3,0 km, en mellem svær på 4,1 km og en lang svær bane på 5,3 km.
Løberne mødtes til en instruktion i at skyde med lasergeværer i skydeklubbens lokaler i Gormshallen inden selve løbets start.
Herefter gik turen for løberne med en afmærket rute op til oplevelsescentret Kongernes Jelling.
Alle tre ruter startede ud i monument-området og derefter blev de ført ned til Gormshallen, hvor hver løber var inde at skyde 1. gang. Her blev der skudt 2 x 5 skud. Skydeinstruktørerne noterede, hvis der var fobiere. Hver forbier betød 1 minuts tillæg i den samlede tid.


Efter 1. skydning fortsatte løbet ud gennem skydelokalet, hvor der samtidig var kortvend. 2. omgang løb var hovedsageligt omkring Gormshallen og Musikfestivalsområdet. Derefter ind at skyde igen anden gang og samme optælling af eventuelle forbiere. Det skal siges, at nogle løbere ramte plet på alle 20 skud. Flot!
Efter anden skydning var målposten lige uden for skydelokalet.
Vi havde lånt forlokalet til skydelokalet, hvor løbernes tider kunne aflæses. Nogle benyttede sig af et bad i Gormshallen og så kunne æbleskiver og gløgg købes og nydes.
Måske denne Biathlon Sprint bliver til en juletradition fremover…
Tak for rigtig god stemning på dagen og I ønskes alle en glædelig jul.

Se flere billeder her.

Med venlig hilsen Henrik og Sven Erik.

I går aftes – onsdag blev den traditionelle  afviklet. Og som det plejer med gløgg, æbleskiver og julebanko.De, der ville have en løbetur forinden, mødte kl. 17.45. Med de nyopsatte 48 egetræsstolper var det ingen sag for Poul Erik at lave nogle fine baner på de faste poster.
Kl. 19.00 havde Bodil og Birthe æbleskiver og gløgg parat og et sæt bestående af 5 æbleskiver med syltetøj og/eller sukker og et krus gløgg med nødder og andet godt i bunden kunne købes for en 10’er.
Jeg fik to sæt. Det skulle jo gøre det ud for aftensmad. Pernille bød velkommen og vi sang som vi plejer en julesang.Poul Erik stod for opråb. Som sædvanlig var der masser af gaver, så der var hver gang også sidegevinst. Mit held. Jeg får aldrig hverken 1, 2 rækker eller hele pladen fuld. Jeg trøster mig med, at man kan ikke både have held i kærlighed og så vinde til julebanko.

Nyt i år var, at hver gang der var banko, blev der umiddelbart efter den obligatoriske kontrol af vinderens numre, råbt et enkelt næste nummer op. Den eller de, der havde det næste nummer, kunne gå hen til et bord, hvor der var masser af ”gaver” at vælge i mellem. Efter KK’s oprydning i kælderen var diverse restpræmier fra løb gennem tiderne lagt frem som ekstra præmier. Der var meget at vælge imellem. T-shirt fra Påskeløb 2004, restpræmier fra flere Jellingløb, regntøj fra Påskeløb 2010 og meget mre.Nogle af trøjerne var da også rigelig store, selv til Niels Mortensen, men som han sagde til Bodil: -”Jeg kan da bruge den som nattrøje”. Der var faktisk forskellige slags hvide XXL T-shirt, så Bodil blev da spurgt til råds om, hvilken hun helst ville have, han skulle have på i sengen.
Aftenen sluttede, som vi startede med en julesang.

Find vej i...Find vej i Danmark 

Et tilbud om en lidt anderledes tur i skoven

Orientering i skolen
Inspiration til orienterings-aktiviteter i idrætsundervisningen

Jelling Løbet

Sydkredsen


OK Gorm Aktuelt

 

Startsteder o-løb

Gødding Skov:

skovlegepladsenNaturstyrelsen

Tykhøjet Krat:

Sydlige P-plads Nordlige P-plads

Jelling:

Klubhus – kør ind i skoven ad Skovgade fra nord, der er skilt på skovvejen

Jelling:

Bredagerskolen – indkørsel fra Bredager

Brandbjerg:

ved Højskolen

Gyttegård:

P i vestlige del

Engelsholm:

P ved slottet

Gadbjerg:

skovlegeplads (Allévej)

Hastrup:

Kjærvej 1,  7323 Give (3 km N for Thyregod)

OK SNAB:

normale startsteder

Tilmelding til o-løb:

O-service

 


SPONSORER & SAMARBEJDSPARTNERE

Elite Vejle

Jelling musikfestival

Middelfart Sparekasse

Jelling Sparekasses Fond