Orienteringsklubben Gorm Jelling | Skiklubben Gorm Jelling

OkGormAdmin

Natten til søndag deltog 8 Gormløbere i de danske mesterskaber i natorientering i Rørvig Sandflugtsplantage. Der var før løbet store forhåbninger om medaljer. Et optimistisk slag på tasken var at det kunne blive til 4 – 5 medaljer. Et er drømme, noget helt andet realiteter.
I D40 var OK Gorm repræsenteret ved formanden Pernille Buch, der har haft en flot sæson. Ambitionen var at slutte sæsonen af med endnu et mesterskab. Pernille havde dog i det teknisk svære klitterræn ud mod Kattegat svære problemer midt på banen. I mål måtte hun se sig slået af Merete Nørgård fra Allerød med godt 3 minutter, men dog med sikre 10 minutter ned til 3. pladsen.
I D70 fik Gorm sin anden medalje, idet Asta Terkelsen tog bronze, men efter ganske store problemer på banen, så store at hun på et tidspunkt var ved at opgive. Heldigvis overbeviste hun sig selv om at gennemføre.

Forhåbninger var der også i H70, hvor både Hans Chr. Strib og K. K. Terkelsen med gode løb ville kunne blande sig i medaljestriden. Også de havde problemer i det krævende klitterræn og måtte tage til takke med henholdsvis en 6. og en 5. plads ud af 22 deltagere.
OK Gorm var også repræsenteret i H18 ved Jens Kristian Pedersen, der blev nr. 6 af 11, i H60 ved Ole Binder der glemte at klippe en post og blev diskvalificeret og endelig i H65 ved Poul Erik Buch og Flemming D. Andersen, der blev henholdsvis nr. 9 og 16 af 20 deltagere.
Rørvig Sandflugtsplantage, som også voldte mange andre løbere problemer var i indbydelsen beskrevet som en kystnær nåleskov med indlandsklitter med et meget detaljeret kurvebillede i en del af skoven og mange stier, hvoraf en del er utydelige.

Årets klubfest afholdes fredag den 2. november kl. 18.00 på Kollerup Skole (benyt hovedindgangen).
I løbet af aftenen vil der være:

  • Reception for DM medaljetagere.
  • Dejlig 3 retters menu
  • Hyldest til årets klubmestre NAT og DAG (findes søndag den 14.oktober)
  • Fælles sange
  • Den “Hvide Dame” skal uddeles
  • Hygge og sjove indslag
  • Uddeling af “Jens Kristians Laursens platte”
  • Underholdning

Kaffe og afslutning ca. kl. 22
Pris for hele aftenen: 85 kr for voksne og 50 kr for børn under 14 år.
Drikkevarer kan købes til fornuftige priser.
Tilmelding på Gorm Event senest den 26.oktober
eller mail:b.ringive@hotmail.com eller ring: 21449608
Håber vi ses til en hyggelig aftenen

 


Vi har fået meget ros for vort DM Mellem. Gode resultater daler ikke ned fra himlen, de skabes kun gennem hårdt arbejde.
Mange har brugt rigtigt mange timer op til stævnet for at forberede dette DM. Fra korttegning, til banelægning, indkøb til kiosk, fremskaffelse og fremstilling af materialer, skiltefremstilling, tilladelser, planlægning, møder og meget mere.
På dagen var vi 75, der var i aktion fra morgen til aften!
Kl. 20.00 var pladsen rømmet og kl. 21.00 var materiellet kommet inden døre på Abrahamsens Gård. Tilbage står lidt finoprydning, afslutning af regnskab og evaluering.
Vi har en målsætning om, at vi ved Gorm stævner skal leverer ”Gormkvalitet”, hvilket indebærer kvalitet over sædvanlig stævnestandard. Dette stævne levede til fulde op til denne målsætning, takket være jeres indsats!
Jeg vil ikke fremhæve enkelt områder, med undtagelse af præmieceremonien, hvor vi havde ekstern hjælp. Den ses sjældent bedre. Medaljerne blev overrakt af den 4-dobbelte verdensmester Maja Alm til alle ungdomsklasserne. Det var populært og mange forældre tog billeder. DOF’s formand Walter Rahbek tog sig af de ældre. De sponserede præmier blev på skift overrakt af borgmester Jens Ejner Christensen og formanden for Vejle Kommunes eliteidrætsråd, Knud Erik Hansen. Tak til dem, og endnu engang tak til alle jer.

Karl Kr. Terkelsen, stævneleder

I dag har Claus, DM Mellem banelægger været i skoven med Janus, journalist fra DR P4 Trekanten . Claus ringede før middag og præsenterede sig som “mediestjernen Claus”. Det var efter han havde været i skoven med Janus. Jeg spurgte til hvordan det var gået, og om journalisten vidste noget om orienteringsløb, hvortil Claus svarede: “Han er blevet meget klogere”.

Hvad det er Claus har fortalt, og hvad Janus er blevet klogere på, vil vi kunne høre i morgen tidlig i DR P4 Trekanten.

Iflg. Janus bliver indslaget bragt i morgen tidlig cirka 07.45. Derudover bliver det muligvis også nævnt i de regionale nyheder i løbet af dagen.


På lørdag afvikler OK Gorm danske mesterskaber i orienteringsløb i Højgård Brandbjerg skov. Godt 600 løbere er tilmeldt i alle aldre.
I 2016 oplevede vi ved et DM en deltager, der fik hjertestop under løbet. En situation vi naturligvis ikke håber at komme til at stå i, men vi ved, det sker og kan ske igen. En sådan situation vil vi godt være forberedt på.
OK Gorm har derfor søgt Trygfonden om at få en hjertestarter, der også kan være mobil og tages med ud til stævner.
Vi er glade for at Trygfonden har anerkendt vores ansøgning og begrundelsen herfor.
Det specielle ved denne hjertestarter er, at den er ”mobil” og pakket i en rygsæk. Den har sin faste plads på Abrahamsens Gård og er registreret på denne adresse, men i forbindelse med klubbens arrangementer bliver den midlertidig afmeldt og vil så blive taget med ud til OK Gorms løbsarrangementer og altså være mobil.
Hjertestarteren har sin faste plads i forrummet til det åbne toilet på Abrahamsens Gård. Ud over hjertestarteren er der også forskelligt førstehjælpsudstyr i rygsækken.


Godt at være hjemme igen i egen seng efter en uge at have ligget på 1. etage i en køjeseng på Stavnsbo.
Madrassen i egen seng er ikke så lidt bedre, og det er nemmere lige at stikke benene ud og ned på gulvet, i stedet for at skulle op over et bræt og med benene famle sig frem til en stol, der står på gulvet, som mellemstation før man sikkert er på gulvet, når man midt på natten skal en tur forbi toilettet. Men det gik uden uheld.
Stedet, Gorm-holdet havde som base, var en spejderlejr. Der var masser af plads med både sovesal og værelser, så både formand og klubbens ældste ægtepar og de med småfolk kunne få eget værelse.
Huset og tingene fungerede. Jeg er sikker på, Gorm får en positiv anmærkning i gæstebogen af værten efter vort besøg. Der var tydeligt mere rent, da vi rejste derfra end ved vores ankomst!
Maden var fin. De enkelte bilgrupper holdt sig selv ved morgenmad og frokost, hvorimod middagen hver dag blev tilberedt af skiftende madhold. En whiteboardtavle blev anvendt til påmelding til middag. Og her blev også anført pris og hvilket mobilepay nr. der skulle betales til for maden.
Antallet til den daglige middag skiftede meget alt efter om man nu lige var på udflugt, på besøg ved familie eller havde gæster.
Med 5 gæster, som var forbi på tidspunkter, har huset i alt givet ramme for 24 personer i løbet af ugen, inkl. de alleryngste Alberte, Sander og Alice. Sander måtte finde sig i at blive kaldt baby af Alice, hvad han rent faktisk også var, den lille Jens Christian.
Stavnsbo lå lidt ude på landet mellem Farum og Birkerød og alligevel centralt placeret i forhold til de konkurrencer, vi skulle deltage i og i forhold til stævnecenteret i Farum.
Hvis ikke lige man er landmand, så kunne der ikke klages over vejret. Sol, sommer og temperaturer på 23 grader og derover. De har det ligeså tørt på Sjælland som her. De heste og kreaturer vi så, gik på hø eller halm. Græs så vi ikke noget af, og når vi skulle gå og køre gennem skoven ad grusveje kunne man ønske sig støvmasker. Det var der også et par P-vagter, der havde.
Vi havde alle dage flotte og velindrettede stævnepladser. Kort og baner var et VM værdigt og Gormløberne gjorde det bedste de kunne. For KK og Pernille rakte det til deltagelse i alle A-finaler. Formanden var den, der placeringsmæssigt opnåede den højeste placering.
Vil man vide mere om de enkelte dage henvises til Gorms facebookside, som Pernille flittigt opdaterede.
Se flere billeder fra WMOC her.

kk


På slaget 08.00 lørdag morgen kunne Sven Erik Jakobsen, OK Gorm sende første startgruppe på Danmarks længste MTB-løb af sted fra Gormshallens P-plads. 62 minutter senere var de sidste af de i alt 700 MTB-ryttere sendt afsted på vej de 165 km mod Viborg.
Lidt før kl. 10.00 og efter at have tilbagelagt 16.6 km fra Gormshallen ad afmærkede veje og stier gennem Baggesholm Plantage og Jelling skov havde alle MTB-ryttere passeret monumentområdet og den nordlige palisadevæg på deres videre færd mod første depot i Kollemorten.
Humøret hos de mange ryttere, hvor mange kom i grupper, var højt. Ingen var endnu for trætte til at sende et ”Hej” og give et smil til de 10 Gormmedlemmer, der var placeret steder på denne første del af turen, der trafikalt kunne være lidt udfordrende, enten fordi der var mulighed for møde med andre typer af trafikanter eller i skarpe sving, hvor farten kunne være høj.
Før start var der stor aktivitet ved Gormhallen. Allerede kl. 06.00 var 15 Gorm-medlemmer mødt op for at gøre alt klar til de mange MTB-ryttere. Der skulle smøres boller med Nutella, der skulle forberedes energidrik, frugt blev lagt frem og startposer til de mange hold gjort klar med løbsnumre. Lidt koffein før turen var efterspurgt. I alt blev der brygget mellem 40 – 50 liter kaffe.

De første ryttere ankom allerede ved 7-tiden, så der var hektisk aktivitet overalt i og omkring Gormshallen.
Kl. 11.00 var alt overstået for de 25 Gormmedlemmer. Alt ryddet op ved Gormhallen og de mange afmærkninger inddraget og alt materiel igen på plads i OK Gorms materialehus.
-”Vi kan se tilbage på en velafviklet start. Alt fungerede perfekt og vi har kun fået tilfredse kommentarer fra rytterne om den service de fik før start”, sagde Henrik Holm OK Gorms startkoordinator. Karl Kristian Terkelsen, koordinator af ruteafviklingen gennem skov og by kunne kun tilslutte sig denne opfattelse. –”Vi har kun fået tilfredse tilkendegivelser med rute og afmærkning. Vi har ikke haft uheld, og efter vores oprydning må vi sige, vi fandt ikke et eneste stykke affald smidt af MTB-rytterne. Det er faktisk flot, men det vigtigste er dog, ingen uheld på turen gennem skoven eller byen”.

Se flere billeder.


Onsdag den 13. juni deltog 905 løbere/walker i dette års Jellingløb. Det var flere end sidste år, hvilket vi i styregruppen er rigtig godt tilfredse med, da motionsløb generelt har det svært i disse år. Vi oplevede god stemning og glade løbere hele aftenen.
For at få dette arrangement til at forløbe så godt som det gjorde, brugte 80 frivillige dagen og aftenen på at hjælpe med alle de praktiske ting, som er til sådan et løb. Tusind tak til alle hjælpere – vi håber selvfølgelig, at I havde en hyggelig aften og at I er klar til at hjælpe igen til næste års Jellingløb den 12. juni 2019.

I styregruppen er vi så småt ved at tænke på næste års løb, og i den forbindelse vil vi gerne have jeres input. Vi tager gerne imod ”Ris og Ros” og nye idéer fra både hjælpere og deltagere.
Mail: jellingloeb@gmail.com
Endnu engang tak til deltagere og hjælpere for en fantastisk Jellingløb 2018
God sommer fra styregruppen.
Bente Ringive


Omkring 25 Gorm-medlemmer er klar på lørdag den 23. juni, når DGI Hærvejsløbet afvikles for sjette gang. Hærvejsløbet har ni startsteder fra Flensborg i syd til Aalborg i nord, og alle ni ruter slutter i Viborg.

I alt er 5.300 cykelmotionister tilmeldt, hvoraf knapt halvdelen er MTB-motionister. De 700 starter i Jelling.
OK Gorms opgave har været at stå for starten af den længste MTB-rute og afvikling af den første af de indlagte singletrack (det er, hvor MTB-rytterne i princippet forlader Hærvejen for at blive udfordret på en teknisk krævende bane lagt på mindre skovstier for at køre ”over stok og sten”).

Tidligere er starten gået fra Vingstedcentret, men på opfordring fra OK Gorm går starten på Hærvejsløbets længste rute på 165 km i år i Jelling, hvor vi ved Gormshallen har fortrinlige startfaciliteter med P-plads, toiletmuligheder, muligheder for at yde startforplejning, udlevere startnumre, information mv. ved.
Her står 12 – 14 Gorm-medlemmer står klar til at udlevere startnumre og morgenbrød til deltagerne fra kl. 07.00.
Kl. 08.00 starter de første af de i alt 700 MTB ryttere, der har tilmeldt sig den længste MTB-rute. Fra Gormshallen går det rundt om sportspladsen ned forbi festivalpladsen under viadukten og herefter mod vest til Baggesholm plantage, hvor det fra Plantagevej går videre mod syd til Fårupgårdvej og herfra kort mod vest til de når skoven, der går ned til Fårup Mølle. Skovkanten følges rundt hen mod Fårupgård Ungecenter, som passeres før man igen er på Fårupgårdvej for at komme hen og runde Autohjørnet ned ad Fårupvej til Skovdallund Hotel.
De hurtigste ryttere vil være her efter ca. 20 minutter, og her starter rytterne på løbets første singeltrack.
Her står nye 8 – 10 Gormmedlemmer klar til at lede rytterne sikkert igennem en krævende 5.5 km udfordrende rute, som OK Gorm har planlagt.

Ruten går ad mindre stier igennem skoven, rundt om dele af golfbanen, passage af Seksbøgen for efter passage af indtil flere kraftige stigninger gennem den vestlige del af det smukke og bakkede terræn igen kommer på alfarvej, der hvor Jelling Skovvej støder i Grangård Allé.
Herfra kører rytterne ad stisystemet op mod byen til Skovgade, de kører over viadukten og forbi Jelling Friskole ned på stien der går gennem monumentområdet. Rytterne får altså også et glimt af palisaden, skibssætningen, højene og kirken før de passerer hen foran Kongernes Jelling.
Med udkørslen af Jelling har rytterne nu allerede tilbagelagt 16,5 km.
Rytternes første stop efter starten når de i Sdr. Kollemorten, hvor lokale her står klar med forfriskninger. Esben følger efter de sidste ryttere som bagtrop helt til SDR Kollemorten. Her slipper OK Gorm rytterne.

Også landvejsryttere gennem Jelling på lørdag
Ikke nok med, at der er 700 MTB ryttere, der passerer gennem byen tidlig lørdag morgen.
Senere på formiddagen kommer også omkring 1650 landevejsryttere.
De kommer ad Fårupvej, henad Mølvangvej forbi SuperBrugsen for herefter at passere hen forbi Kongernes Jelling.
Cykelrytterne beklagede sig sidste år over, at deres tynde dæk ikke kunne klare grusbelægningen hen forbi Kongernes Jelling. Løsningen er blevet en rød løber, som Vejle Kommune leverer.
Passage af landevejsrytterne står folk i Ødsted for.

Der bliver bestemt noget at se på lørdag den 23. juni i Jelling. Helt sikkert vil der allerede her være indtil flere ryttere, der kan trænge til opmuntring.
Yderligere om starten i Jelling kan findes på løbets hjemmeside HER 

Strib var flyvende i går lørdag i Hillerød. Med et stort set fejfrit løb sluttede han i en tid, der lå tæt på forventet vindertid for banen. En af de tidligt startende favoritter, Janne Brundstedt fra Roskilde OK, var kommet banen rundt på 12.22, og det så, før Strib startede, ud til at skulle blive dagens hurtigste, men da Strib løb i mål viste måluret 11.28. Det danske mesterskab var i hus i sikker stil.

Strib var da også slemt tilfreds: -”Nu har jeg satset på det i fire år, så det var da på tide det lykkedes”.

Strib var ellers ikke i den bedste forfatning. Som optakt til DM Sprint i Hillerød var han deltager i Fynsk Sprint Cup i sidste weekend med to løb i Middelfat pinsedag og 2 løb i Fåborg anden pinsedag. Begge dage havde han styrt på asfalt og grus. Det var bestemt synligt på ben og arme, men værst var styrtet i Fåborg, hvor et par ribben også var blevet trykket. Men Strib er en mand der bider smerterne i sig, og det var altså ikke nogen hindring for ham at blive hurtigste mand i H70 til DM.

OK Gorm var repræsenteret ved yderligere tre løbere. K. K. Terkelsen i H70 havde et ganske pænt løb og var kun 6 sekunder fra en bronzemedalje. Asta havde problemer med at læse kortet, fandt ikke de små passager og blev andensidst i D70. Anette sluttede som 10’er i D50.

Pernille måtte på dagen melde fra. Var endnu ikke klar efter sit sammenstød med Jørn Andersen, HTF, til Fynsk Sprint Cup i Fåborg.

Der var utrolig flotte rammer omkring dette års DM Sprint. Starten gik på østsiden af Slotssøen med smuk udsigt ind mod Frederiksborg Slot og mål var lige syd for slottet omkring Fisketorvet. På vejen til start skulle alle løbere igennem slotsgården.

Resultater ses her

Find vej i...Find vej i Danmark 

Et tilbud om en lidt anderledes tur i skoven

Orientering i skolen
Inspiration til orienterings-aktiviteter i idrætsundervisningen

Jelling Løbet

Sydkredsen

OK Gorm Aktuelt

DM MTBO Langdistance 
Resultat – individuelt
Klub-resultat  Stræktider

Startsteder o-løb

Gødding Skov:

skovlegepladsenNaturstyrelsen

Tykhøjet Krat:

Sydlige P-plads Nordlige P-plads

Jelling:

Klubhus – kør ind i skoven ad Skovgade fra nord, der er skilt på skovvejen

Jelling:

Bredagerskolen – indkørsel fra Bredager

Brandbjerg:

ved Højskolen

Gyttegård:

P i vestlige del

Engelsholm:

P ved slottet

Gadbjerg:

skovlegeplads (Allévej)

Hastrup:

Kjærvej 1,  7323 Give (3 km N for Thyregod)

OK SNAB:

normale startsteder

Tilmelding til o-løb:

O-service

 


SPONSORER & SAMARBEJDSPARTNERE

Elite Vejle

Jelling musikfestival

Middelfart Sparekasse

Jelling Sparekasses Fond