Karl Kristian Terkelsen

OK Gorm var kun repræsenteret med seks løbere til årets sidste danske mesterskab, DM Ultralang.
Der er også langt til Gribskov Mårum nord for Hillerød. Men med sådan et efterårsvejr – sol og 13 grader og en nordsjællandsk skov i sin smukkeste efterårspragt og en medaljehøst på 1 guld og 3 sølv, så går det an at tage turen, selv om triptælleren viser 576 km, når man igen er hjemme efter 12 timer.
DM Ultralang er langdistanceorientering. Den længste herrebane var 28,6 km i luftlinje med en beregnet vindertid på 2 timer og 20 min. Det er ren maraton. Den blev vundet af Rasmus Djurhuus, OK Pan i 2.19.28, så fornemt beregnet af banelæggeren.
Ikke kun seniorherrerne løb langt. OK Gorms Esben Ø. Pedersen, som i år var rykket op i H14, kom ud på en ”herrebane”.
Esben var også med til DM Ultralang sidste år, men løb da H12, hvor banen havde en længde af ”blot” 5,6 km, og den klarede han på 40 min. I år blev Esben fysisk udfordret og brugte 94 minutter på 9,6 km med 11 poster. Esben blev træt og gik lidt i stå efter post 5 og måtte også ind i mellem gå. Lige før post 8 var der en væskepost. – ”Her drak jeg to bægre vand, så gik det bedre igen”, – var Esbens kommentar efter løbet. På spørgsmål om det var fysikken han satte tid til på, eller om det skyldtes bom, var Esben ikke i tvivl: -”Det var fysikken, så det kan godt være, at jeg skal til at løbetræne lidt.” Men den lange distance og lange tid i skoven har ikke afskrækket Esben, han skal selvfølgelig også deltage i DM Ultralang til næste år.
Vinder af H14 blev Frederik Holm Splittorff FIF Hillerød i 60.11. Esben brugte 94.25.
Karl Kr. Terkelsen var suveræn i H70. Brugte 70.59 for de 8.6 km og var 6.45 foran nr. 2. KK har haft en forrygende sæson i H70. Har vundet medalje i alle de individuelle mesterskaber, alle af guld på nær DM Sprint, hvor det blev til en bronzemedalje.

De tre sølvmedaljer, klubben fik med hjem fra DM Ultralang i Gribskov blev vundet af Josefine Lind i D20, Anette Lund i D50 og Asta Terkelsen i D70.
Josefine førte med over et minut ved den 12. af de 16 poster, men måtte på de sidste poster se sig overhalet af Amanda Falck Weber, Tisvilde. Josefine brugte 102 minutter og 23 sek for de 15.9 km, så hun var også ude på en ”herrebane”. Josefine havde lavet enkelte småfejl. Josefine har som KK også haft en forrygende sæson ved at tage medalje ved alle individuelle mesterskaber. Tre guld og sølv ved DM Mellem og altså også DM Ultralang.
Anette havde et godt løb, men – som hun udtrykte det: -”Jeg løber ikke hurtigt nok”. Anette var 18 minutter efter vinderen, Charlotte Thrane, men 4 minutter foran nr. tre.
Asta havde et godt løb, men måtte alligevel igen se sig slået af den evige rival Inge Jørgensen Roskilde OK. Afstanden op til guldmedaljen var dog kun 1.44, så hvis Asta ikke havde bommet og sat tid til ved post 7 og 8, havde hun fået skovlen under Inge Jørgensen. Asta er efter dette DM kun kommet tomhændet hjem en gang, da hun ”kun” blev nr. 4 ved DM Sprint.
Her ser du de ungdomsmedlemmer, der var med på OK Gorms ungdomstur i efterårsferien.
Det er 10. gang at klubben har afviklet trænings- og socialtur for klubbens ungdomsmedlemmer.
Det var 10. gang at Poul Erik Buch og Steen Holmegaard var med som ledere.
Der blev naturligvis uddelt jubilæumserkendtlighed. Poul Erik fik et bolsje og Steen tre bolsjer. Det har de fortjent.
Læs beretning og se billeder her

Alle ved, at det kan være svært at gentage succeser, men det har Josefine formået.
Josefine var i 2013 som 16 årig til sit første internationale mesterskab, EYOC – EM for ungdomshold. Kom hjem med 2 medaljer (guld og bronze). I 2014 gentog historien sig. Josefine kom igen hjem med to medaljer. Denne gang fra JEC – EM for juniorer (2x guld).
Igen i år var hun udtaget til at repræsenterer de danske farver ved JEC, og hun skuffede ikke. Blev nr. 4 i sprint og tog sølv på langdistance!
I både Sprint og Lang var der 45 deltagere fra 14 nationer.
Trænerne havde før afrejse udtrykt denne målsætning: “Vi tager til JEC for at præstere! Vi tager derned for, at I kan vise jeres høje niveau frem og vise, at I ikke træner hårdt kun for sjov”.
Man må sige, at Josefine tog målsætningen alvorligt ved i D18 at vinde sølv kun 2.14 efter den schweiziske favorit Simona Aebersold og i sprinten at blive nr.4. blot 6 sekunder fra en bronzemedalje. Igen var det schweiziske Simona, der vandt
Josefine siger om sprinten: -”Jeg havde et dårligt vejvalg og lidt problemer i starten af løbet, men løber herefter lige op med Simona.
Langdistancen vurderer Josefine således: – ”Det var lidt af en udfordring. Kortet var tegnet i 1:15.000, men midt i løbet løber vi ind i et meget stenet område, der er meget detaljeret. Dette område var gengivet i 1:7.500 på et lille kortudsnit. Her lå 6 poster meget tæt. Omstillingen fra et målestok til et andet gav mig lidt problemer, så jeg bommer den første af de 6 poster. Men ellers var jeg tilfreds med mit løb. Dejligt også at få bekræftet, at formen også er til stærk kupering. Den 7.8 km lange bane havde 310 højdemeter, der skulle forceres”, slutter Josefine.
JEC blev afviklet i dagene 9-11. oktober med sprint, langdistance og stafet omkring Bad Harzburg, i et stærkt kuperet terræn.
Josefine tog fra JEC til højdetræning i Schweiz
Efter JEC tog Josefine sammen med landsholdet til St. Moritz i Schweiz. Et skiterræn i 1700 meters højde. Området ligger kun en times kørsel fra Scuol, der er arrangørby til næste års JWOC2016.
Alle skovdistancerne til dette mesterskab afvikles i alpint terræn så St. Moritz er et meget relevant sted at træne.
-”Man kan godt mærke at luften er tyndere i den højde, man bliver lettere forpustet, så det er godt at prøve at træne her”, vurderer Josefine.
På mit spørgsmål, hvordan hun nu vil prioritere sin træning frem mod næste års Junior VM siger Josefine: -”Jeg skal her i vinter have noget tung styrketræning, så jeg får noget styrke til de stejle bakker, og så skal jeg træne nedløb i bakker. Jeg løber for defensivt i nedbakke, da jeg er bange for at vrikke, så her er et udviklingsområde det næste halve års tid. De tekniske udfordring bliver også anderledes end i mere nordisk terræn, da vi kan forvente meget skræntorientering og her er kunsten at have styr på højden”, slutter Josefine.

Ikke hele klubben har holdt flyttedag, men al det materiel, der gennem nu mange år, har haft plads i Poul Eriks hal på Vejlevej er nu flyttet på Nordkrogen, Jelling i Jelling Musikfestivals lokaliteter.
Vi vidste det ville komme. Poul Erik meddelte en aften i foråret, lige før træningsstart, at nu skulle vi finde et andet sted til al det materiel Gorm havde opmagasineret i hans hal. Han og Grethe ville flytte til byen og derfor sælge.
Salgsskilt kom da også op, men købere holdt ikke i kø op ad vejen. Men så pludselig til DM Stafet den 12. september kunne Poul Erik fortælle: ”at nu er det solgt, og al Gorms materiel skal være ude inden 1. oktober!” Poul Erik havde taget sagen i egen hånd, selv fundet en køber og altså solgt. ”Det er som at vinde i lotteriet”, var hans meget tilfredse kommentar. Godt for Grethe og Poul Erik, der jo nu også havde købt hus i Jelling, men det gav da klubhusudvalget en akut udfordring. Hvor finder man lige nye lokaliteter med 14 dages varsel. På Abrahamsens Gård kunne alt det tunge materiel ikke være.
Et par lokale landmænd var ikke afvisende for at hjælpe os. Den bedste løsning nu og her fandt vi dog efter en konkret henvendelse til Jelling Musikfestival ved Lars Dam. Jelling Musikfestival har lejet sig ind i det tidligere Snedkergården på Nordkrogen og var positive overfor at hjælpe os her og nu, så stor tak til Jelling Musikfestival.
Vi har fået 30 m2 gulv, hvor al det tunge materiel her i formiddag er flyttet til. De lettere ting, havestole, haveborde, plastikbeholdere mm er røget på loftet på Abrahamsens Gård.
Klubhusudvalget arbejder nu på en langsigtet løsning.
Klubhusudvalget havde møde i mandags, og vi arbejder nu på en permanent langsigtet løsning. Vi er ikke i tvivl om, at det vil være et materialehus bygget på Abrahamens Gård.
Fredag i sidste uge var vi tre fra udvalget, der var på ekskursion til Silkeborg for at se SOKs nye materialehus, 64 m2 knapt færdig indrettet. Det så godt ud og det var spændende at høre om deres projekt.
Udvalget arbejder nu på at få lavet skitser og et økonomisk overslag til et nyt materialehus på Abrahamsens Gård. Vi har allieret os med Kurt Vig Jensen, pensioneret arkitekt, som har lovet at hjælpe os, så vi får noget på papir, der både kan anvendes til bestyrelsens vurdering, til myndighedsgodkendelse og for dem der skal udføre arbejdet …. hvis vi kommer der til.
På billedet kan man se dagens flyttemænd, og hvordan Gorms materiel nu er opmagasineret hos Jelling Musikfestival.
K. K. Terkelsen
Formand for klubhusudvalget

For at alle både kunne nå at komme en tur i skoven, få bad og efterfølgende få noget at spise og stadig være klar til klubaften kl. 20.00 var tirsdagens træningen en postudsætningsøvelse.
En rigtig fin øvelse, som Poul Erik havde lavet. Der har bestemt været nogle diskussioner i skoven, hvis nu posten i form af en snitzling ikke var hængt rigtigt ud, eller andre havde taget en snitzling tilhørende et andet hold. Det skete.
Bente bød velkommen til aftenens program, hvor Poul Erik startede med at orientere om o-service. Herunder var der en del indlæg om, hvad klubben kan gøre for at få flere med ud til løb. Poul Erik sluttede med at tilbyde at afholde et kursus i banelægningsværktøjet Condes. Man blev enige om, at det ville være fint til foråret.
Bente orienterede om sommerens klubtur, hvor Hallands 3-dages fra den 15.-17. juli 2016 er valgt. Alle kan være med. Det plejer at være hyggeligt, og spændende er det også at komme til udlandet at løbe. Og så er det nemt at komme til Varberg hvor løbene afvikles.
Ole orienterede om bestyrelsens arbejde med klubudviklingsplanen, som også blev vist via projektor. Medlemmerne opfordredes til at kommentere og spørge ind til de forskellige indsatsområder (de er hængt op i Åben Madpakkerum).
Træningsudvalgsformand Jørgen kunne fortælle, at træningen fortsætter – også efter efterårsferien!
Det sker bl.a. form af natløb sammen med Snab.
Også en opfordring til at deltage i lørdagsløbene, som går på omgang mellem klubberne i Trekantområdet.
En idé blev lanceret: Hvis nogen ønsker at blive skygget til disse lørdagsløb, og få nogle fif af erfarne løbere, så er der erfarne løbere som tilbyder denne tjeneste.
De, der ønsker at blive skygget, kan anføre det under Gorm Event.
Stemningen var også, at Træningsudvalget undersøger muligheder for træning efter jul i og omkring Gormshallen. Forskellige muligheder blev nævnt. Vi vil høre nærmere.
… og ikke at forglemme, vigtigt punkt på klubaftenen! Det stod Bodil med hjælpere for: Kaffe og kage. Og hvilken kage. Den var så flot og lækker, at den godt kunne være med i Den store kagedyst.
Næsten til tiden – kl. 21.00 sluttede klubaftenen og arrangementsudvalgsformanden Bente takkede de mange fremmødte.

Ved søndagens klubmesterskaber, ved et løb i Gårslev, blev der konkurreret med de helt store følelser uden på Gorm trøjen.
Fra en anonym løber lød det således: ” Det er godt at Jørgen har problemer med en fibersprængning, så min chance for at blive klubmester er blevet meget større” Det skal her nævnes at det blev sagt med et stort glimt i øjet.
Der blev gået til markronerne på alle baner. Vejret var perfekt og forholdene i skoven var fornuftige, trods den megen regn der var faldet i ugerne op til løbet.
Følgende blev klubmestre:
Drenge op til 10 år = Asger.
Piger 13 – 16 år = Nanna.
Drenge 13 – 16 år = Esben.
Piger 17 – 20 år = Josefine (mangler på billedet af klubmestrene)
Old girls 40 – 64 år = Bente.
Old boys 40 – 64 år = Stig
Veteran damer fra 65 år = Asta.
Veteran herre fra 6 5 år = Karl Kristian.
I de øvrige klasser blev der ikke kåret klubmestre i 2015.
Tillykke til alle klubmestrene.
Efter løbet havde Bodil, traditionen tro, et flot bord klar med boller, kage, kaffe, the mm.
Tak for en god dag i Gårslev.
Ida, Astrid og Torben.


Se alle billeder fra søndagens klubmesterskaber her.
På tirsdag den 22. september afholder vi klubaften for alle Gorms medlemmer og forældre til børne- og ungdomsmedlemmer.
Det foregår på Abrahamsens Gård kl. 20 – 21 (efter træning og spisning)
Dagsorden:
1. Orientering om O-service ved Poul Erik.
– hvad kan vi gøre for at flere kommer med ud til løb?
– reklame for Condes kursus
2. Klubtur 2016
– Hallands 3-dages den 15.-17. juli 2016
3. Kort orientering om Klubudviklingsplanen ved Ole.
4. Træning til vinter ved Jørgen.
5. Spørgsmål til bestyrelsen/udvalgene.
Der serveres kaffe og kage.
Vel mødt.
Hilsen arrangements-udvalget.
DM stafet lørdag i St. Hjøllund – lige ude ved bagdøren.
To år i træk har stafetten været lige her omkring
Sidste år nord i sydkredsen, og i år syd i nordkredsen, så vi bor lige i smørhullet.
Lad det være sagt med det samme, ingen medaljer til GORM ved DM Stafet, men H/D 185 holdet var kun 1. sekund fra bronzen, så det kunne ikke være tættere. Peter Føns havde lidt problemer med 1. posten den samme som PE bommede så fælt, men Ole løb et kanon løb, hurtigst af alle, og Asta som sædvanlig et stabilt løb.
Vi havde to hold med i MAX 43 og det ene hold som bestod af Jens Chr., Esben og Hans blev nr. 6, men kun 5 min fra guldet, et stabilt løb af dem alle tre.
Det andet hold klarede sig på det jævne.
H 65 holdet, der tog guldet sidste år var også i år blandt favoritterne. KK på 1. turen var 1. løber på publikumsstrækket, men satte lidt til på den sidste sløjfe, og kom ind som nr. tre, 10 sek. efter toeren.
Hans Christian Strib skulle så se, hvad han kunne hente, ved publikumsstrækket var han da også med helt fremme og kom i mål sammen med de første og kunne sende Poul Erik ud på sidste tur, men han satte det hele til på post 1. nr 90, som var lidt lusket og klart den sværeste af de tre førsteposter. Her bommede han 12 min. men derefter gik det ok og holdet blev nr. 4, men langt op til bronzen.
DM lang i Ålum
En våd og krævende skov med tunge skovstier var søndag rammen om DM lang, hvor det var hurtigere at bevæge sig i terrænet end på stierne. Generelt var banerne korte, da skoven var kuperet og havde en ækvidistance på 5m, dette bød derfor på mange vejvalgsproblematikker samtidig med, at der var mange diffuse områder, hvor det gjaldt om at holde fokus. 10 Gorm-løbere havde tilmeldt sig DM og lige så mange havde valgt at løbe åbne baner.
Det blev til 4 medaljer til klubben; Karl Kristian og Josefine fik guld, Asta tog sølv og Anette fik en bronzemedalje. Ikke så langt fra toppen blev Jens Kristian en flot nr. 8 i sin klasse H13-14. Poul Erik tog det længste strå foran Hans Kristian i H65. Hvor de blev henholdsvis nr. 7 og 8.
Et godt arrangement med en fin stævneplads og hjælpsomme officials, som hjalp med at skubbe bilen fri på en noget fugtig og mudret mark.
Årets sidste DM, bliver løbet sidst i oktober på Nordsjælland. Her gælder det Ultralang i Grib Skov.
Her ses vinderne i D og H 70 DM Lang 2015. Josefine og Anette var kørt hjem ved medaljeuddelingen


13 Gormløbere var lørdag deltagere i de danske mesterskaber i mellemdistanceorientering i Munkebjerg ved Vejle. Det blev til fire medaljer, to guld og to sølv – en medalje mindre end den medaljehøst formand Ole Binder til avisen havde stillet i udsigt som en mulighed.
Asta Terkelsen og gemalen K. K. Terkelsen sikrede klubben de to guldmedaljer i klassen D70 og H70.
Asta havde, som hun udtrykker det, ” et i det store hele et fejlfrit løb” og slog den evige rival Inge Jørgensen, OK Roskilde med 23 sekunder. Inge Jørgensen som i øvrigt er regerende verdensmester på sprintdistancen i aldersklassen.
Den anden guldmedalje sikrede gemalen Karl Kr. Terkelsen i H 70. I en klasse med 25 deltagere vandt han med overlegne 2.23 min. foran Arne Grøndahl, Søllerød OK, trods et bom på tre minutter på post 8.
Medaljeforventninger var der også til Josefine Lind i D20. Josefine lavede flere mindre fejl på den første del af banen og lå ved radioposten midt på banen som nr. fire, men på en rigtig god finish lykkedes det hende at slutte på en andenplads kun 17 sekunder efter Miri Thrane Ødum, OK Øst, Birkerød som ved sommerens Junior VM blev nr. 5 på den lange distance.
Den anden sølvmedalje til OK Gorm var også signeret Terkelsen. Sønnen til Asta og KK, Chris Terkelsen, tidligere mangeårig landsholdsløber, synes ved at være sine skader kvit og havde, på nær et bom på et minut på post 3, et godt løb og måtte derfor se sig slået af en anden tidligere landsholdsløber Thomas Jensen, Tisvilde Hegn OK med 43 sekunder.
De øvrige Gormløbere sluttede på nær Anette Lund i D50 godt nede i deres respektive klasser. Anette – også en af dem der var medaljeforventninger til, sluttede lige uden for medaljerækken på en 4. plads.
Løbet blev afviklet i Munkebjerg skovene i den østlige del, hvor der ikke har været afviklet løb siden 1995.
OK Snab, som var stævnearrangører, leverede et flot stævne med gode teknisk og fysisk krævende baner i et nogle steder stærkt kuperet terræn med meget varieret og detaljeret kurvebillede.
Efter et flot stævne, JFM stafet i Gødding i går lørdag, kunne 8 Gormmedlemmer, som alle på den ene eller anden måde var involveret i afviklingen af JFM Stafet, slappe af ved at tage til JFM Individuelt på Rømø i dag søndag, med HTF som arrangør.
Gorm-medlemmerne var dog ikke mere trætte, end de kom hjem med fire guldmedaljer, to andenpladser og en fjerdeplads. Ole Binder og Peter Føns lå begge lidt længere nede i feltet .
Guld blev det til Anette Lund i D50, Poul Erik Buch i H 65, Asta Terkelsen i D 70 og K. K. Terkelsen i H 70.
2. pladser blev det til Hans Christian Strib i H65 knap to minutter efter Poul Erik og til Josefine Lind, der måtte se sig slået af Caroline Gjøtterup, Fåborg OK.
Jens Kristian, som i går i stafetten havde store problemer og endte med at blive disket, havde i dag langt mere styr på tingene. I den store H 14 klasse med 21 løbere blev Jens Kristian en flot nr. 4, selv om han også i dag lod sig stresse og lavede fejl, så en klar forbedring.
Vejret var skummelt, så vi besluttede at rejse telt, men rigtigt regn kom der ikke noget af.
Lyngen var smuk – og høj og tung at løbe i.
Anette er ikke med på billedet – hun var kørt før medaljeceremonien
kk





