Orienteringsklubben Gorm Jelling | Skiklubben Gorm Jelling

OkGormAdmin


Ny tradition. Den 2.weekend i juni tager vi alle på klubtur. Vi skal selvfølgelig løbe orienteringsløb i noget spændende terræn, men vi skal også hygge os med spil, forskellige lege, samt spise og feste. Det bliver en weekend, hvor alle medlemmer forhåbentlig har lyst til at deltage, for at lære lidt mere om orientering, men ikke mindst lyst til at have det sjovt sammen.
I 2018 går turen til Nordjylland, Thorup Strand den 8.-10. juni. Her skal vi bo på Kolonien Thorupstrand, Fyrrestien 13, 9690 Fjerritslev.
Beskrivelse af Kolonien: Stort tidligere funkisbadehotel fra 1938, som har været koloni siden 1949. Beliggenheden er på en stor klitgrund med direkte adgang til Vesterhavet. 500 m til Thorups ophalerleje, og 800 m til Vester Thorup Klitplantage. Kolonien er tidssvarende indrettet med varme, gode sanitære forhold, storkøkken, samt opholds- og aktivitetsrum.
Så sæt kryds i kalenderen den 8.-10. juni 2018
Der kommer flere informationer i løbet af foråret.

Se også under Voksne -> Klubture.

Hilsen Arrangementsudvalget.


I dag – årets sidste – kl. 10.00 gav Poul Erik instruktion til Nytårsløb 2017 Jelling. I alt var 31 mødt op, så det må siges at være pæn tilslutning til OK Gorms første nytårsløb. Hvem ved, måske skal det være en tradition fremover?
Starten gik på det grønne område mellem Bredagerskolen og Bredager. Efter instruktionen var der fælles start kl. 10.15, så uanset om man løb kort bane, 3 km, mellem bane 4,5 km eller lang bane 6,2 km var starttiden den samme. Alle havde første fælles post, men herfra skulle man så finde ud af hvilken sløjfe man skulle ud på. Den korte bane havde 2 sløjfer mens mellem og lang bane havde 3 sløjfer. Herunder ses Kort Bane:


Selvom det fugtede under hele løbet var der højt humør. Der var præmier til vinderne i form af usund slik, f.eks. Matador Mix. Pyt, det er jo kun Jul og Nytår en gang om året, og som bekendt betyder det ikke så meget hvordan kosten eller diæten er mellem jul og nytår, det er mere vigtigt, hvordan den er mellem nytår og jul.
Der var præmier til både drenge og piger på de tre baner – hvis man ellers var til stede ved præmieoverrækkelsen.
Følgende fik slik med hjem til nytårsaften: Kort bane: Andreas Holm og Alma Støjberg, på Mellem Bane var det Claus Lyngby og Lisbeth Holm og på den Lang Bane var det Nina Najbjerg og Jens Kr. Laursen.
Efter løbet var der, for de der havde tilmeldt sig, varm kakao og æbleskiver på Abrahamsens Gård. I alt var der 13 der var med til den del af festen.

Billeder fra dagens nytårsløb kan ses her. 

Tak til Poul Erik for initiativet og Godt Nytår til alle.
kk


DOF inviterer igen i år til DOF Akademiet – en uddannelsesdag i Ringe. Det sker lørdag den 13. januar
Mange spændende og særdeles relevante emner er på programmet – også for os.
Der er to kurser i mesterskabsstævner – stævneledelse og banelægning. OK Gorm står for at skulle arrangere DM både i 2018 og 2019.
Klubkommunikation er altid et vigtigt tema.
Det samme gælder skoleorientering, både tegning af skolekort og samarbejde med skoler, og endelig er der Introduktion af O-Track, DOFs nyudviklede mulighed for via GPS ur eller Android telefon gratis at kunne foretage tracking på klubtræninger, konkurrencer og Find Vej i aktiviteter.

OK Gorms forretningsudvalg var i går samlet og der er en klar opfordring til alle: Meld jer meget gerne til et kursus der kunne have interesse eller et emne, som rammer et område du i klubben arbejder med.

Klubben betaler kursusafgiften.

Det kunne være fint hvis vi kunne fylde en bil eller to.
Kig kursusbeskrivelserne igennem og meld tilbage til Pernille (formand) hvis noget kunne have interesse.

Tilkendegiv interesse på Gorm Event.
Tilmelding via O-service senest 5. januar.

Trekantområdets pressetjeneste har i dag udsendt pressemeddelelse om WOC 2020 logoet. Se pressemeddelelsen her.

Trekantområdet er landets ældste business region. Samarbejdet trækker historiske tråde tilbage til 1960’erne, mens et mere formaliseret samarbejde har eksisteret siden 1994. I sin nuværende form blev Trekantområdet Danmark stiftet i forbindelse med kommunalreformen i 2007, og i januar 2016 blev det udvidet med Haderslev Kommune, så det i dag tæller de 7 kommer: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle.

Trekantområdets vision er  at styrke området som Vestdanmarks vigtigste vækstcenter og Danmarks produktionscentrum. Trekantområdet er repræsenteret i WOC’s styregruppe, der endvidere består af DOF’s direktør, DOF’s formand, Sport Event Denmark, Event Director (Susanne Højholt) og Competition Director (Flemming Jørgensen)

Klik efterfølgende og du vil få adgang til det første nyhedsbrev fra stævneledelsen, der kort vil fortælle om, hvor langt vi er med vores fælles projekt: VM i by-orientering i Trekantsområdet.
Nyhedsbrevet vil udkomme med jævne mellemrum de næste 3 år og vil være vores informationsvej ud til alle medlemmer i de fem arrangerende klubber med informationer og status på, hvor vi er i processen.

De fem klubber, der står bag er: OK Melfar, FROS, Kolding OK, OK Snab og OK Gorm.

OK Gorm er repræsenteret i stævneledelsen ved Claus Grøn Lyngby og Karl Kr. Terkelsen.

Så blev det endelig dagen hvor OK Gorm skulle forsvare sig i 1. Divisionen. Dem vi skulle kæmpe imod var FROS/Melfar, Faaborg OK, samt HTF.
Op til løbet har der været opfordret kraftigt til klubbens medlemmer om at møde op, da det gælder om at stille med mange løbere i alle forskellige årgange (Klasser). Helst flere på hver bane, så man kan være ”back-up” hvis nogle udgår, bliver disket eller bommer.
Vi stillede med 58 forhåndstilmeldte, hvilket må siges at være ret flot.

Og ikke nok med det, så valgte klubben at afholde en Voksenlæringstur sammen med ungdoms efterårsturen i samme weekend. Dette fandt sted i en hytte i et skovområde på Nordals. Altså alletiders chance for at få trænet lidt i de sønderjyske skove og få o-løbs formen pudset lidt af.

Årtoft plantage ligger tæt ved Aabenraa. Så ca. halvdelen af Gormerne kom sydfra lige fra træningslejr, og den anden halvdel kom nordfra fra Jelling. Selve skoven bestod af rigtig mange stier og hugninger på kryds og tværs. Rigtig fladt terræn, hvilket gjorde, at der skulle løbes stærkt. Vores formand Pernille havde instrueret os alle i, at det også var vigtigt at gennemføre sin bane.
Efterhånden som løberne kom ind var der mange fine placeringer til Gormløbere. Og pointerne blev løbende opdateret når nye resultater blev hængt på resultat tavlen. Og tilsidst kunne vi alle se, at vi klarede os godt. Der var lige lidt spænding, da et par af Gorm løberne ikke fremgik af resultatlisterne, men da de også kom med, så så det rigtig fint ud. Og faktiske kan jeg se at Pernille skriver på Gorms facebook gruppe, at vi vandt alle matcher mod de andre klubber. Det er rigtigt godt gået. HTF som vores nærmeste konkurrent slog vi med 2 point. Så det viser endnu engang at det er godt at vi er så bredt repræsenteret på de forskellige årgange.
Efter løbet var der kage og sodavand/øl til alle inden turen igen gik hjemad.
Så tillykke med det GORM. Vi bliver i 1.Division! HURRA!

I øvrigt skal lige fortælles at I ungdomsrækkerne var Gorm godt repræsenteret ved præmie-overrækkelsen.
Anna, Ida, Sebastian, Philip og Jens Kr. fik alle en 1. plads i deres klasser.

Derudover skal bemærkes at Nina kun var 5 minutter efter landsholdsløber Maja Alm, og fik en 3. plads på D21 (bane 2)
Da den endelige resultatliste ikke foreligger endnu, kan jeg henvise til hjemmesiden. Der finder i øvrigt også en del billeder fra stævnet. Se OK Syds hjemmeside

Se også billeder KK har taget.


Asta og jeg har været 12 dage i Spanien nede for at besøge Chris og familie. Normalt er det Bent, der kører os til Billund, og lige så normalt er det, at Bent henter os.
Det gjorde han ikke denne gang. Bent er i Sverige, så vi måtte finde en anden løsning, og det blev Poul Erik.
Normalt plejer noget af det første, jeg spørger Bent om, når vi sådan er kommet på vej fra Billund med kurs mod Jelling: -”Er der sket noget nyt i Jelling og omegn? – er der noget sladder, vi er gået glip af”?
Jeg ville naturligvis spørge Poul Erik om det samme, men dårligt havde vi fået det ene ben i bilen, før Poul Erik ivrigt spurgte –”om vi havde hørt nyheden om, at DOF havde fået en ny landstræner?”
Det havde vi ikke. Så kan det ellers nok være, at der blev berettet om, at Kenneth var blevet dansk landstræner.
Og vi måtte da begge blankt indrømme: -” at det var da en særdeles spændende og rigtig god nyhed!”

I november 2015 var Kenneth månedens profil, og artiklen indledes med:
Der er stor succes blandt de danske o-løbere internationalt, og der hentes medaljer som aldrig før. Bag enhver succes som løber, hører der også en træner eller en coach. En af de allerbedste af slagsen er en af ”vores egne”.
Han er født og opvokset i Jelling og storleverandør af træningsjakker til PE.
Dengang sluttede artiklen med: ”at Kenneth pt er cheftræner for det norske landhold i orienteringsløb”.

I dag kan vi skrive, at han er kommende landstræner for det danske landshold. Tiltræder pr. 1. november.
Jeg har i dag talt med Kenneth, og han lægger ikke skjul på, at det er hans drømmejob, han har fået. Som han siger: ”Det er stort at være landstræner for det franske landshold, det er stort at være landstræner for det norske landshold, men som dansker er det største som træner at blive landstræner for det danske landshold”.
Situationen i international orientering er jo den, at 2018 er det sidste år, hvor der både afvikles skov og by VM (sprint) ved samme VM.
Fra 2019 afholdes der rent skov VM og herefter hvert andet år. Det første rene Sprint VM bliver VM i Trekantområdet, hvor bl.a. OK Gorm er medarrangør.
Dansk orientering har gjort det fantastisk og overbevisende i sprintdisciplinerne, men mindre overbevisende på lang og mellemdistancerne i skoven. Det bliver Kenneths opgave at ændre på det. Kenneths opgave bliver via træningssamlinger at højne det danske landsholds niveau på skovdisciplinerne og være ansvarlig landstræner ved de kommende skov-VM’er.
I 2018 er der VM i Letland, hvor de to landstrænere Torbjørn Gasbjerg og Kenneth Buch både skal koncentrere sig om skov- og by-orientering.
Det første rene skov-VM afvikles netop i Norge, hvor Kenneth har virket som træner og boet siden 2003, så hans kendskab til, hvad der venter de danske løbere i 2019 er optimal.
En flot karriere har Kenneth haft indtil nu. Startede som assistenttræner i 1998 i Talentmiljø 5 (det der nu er omfattet af TC Syd, Vejle (jeg var selv med til at ansætte ham) .
Herefter har han været klubtræner i Østmarka OK, i Halden SK (lidt orienteringsklubbernes svar på Real Madrid), været norsk juniorlandstræner, fransk landstræner, norsk landstræner og skal altså nu pr. 1. november starte i en stilling som fuldtids dansk landstræner.
Jeg har også talt med sportschef Lars Lindstrøm, og han lægger ikke skjul på, at da først brikkerne omkring ansættelse og økonomi var faldet på plads, havde han en rigtig god mavefornemmelse.

Stort tillykke til Kenneth Buch med det nye job ønskes af din klub, OK GORM

Læs i øvrigt også Steen Holmegaards Månedens profil nov. 2015 om Kenneth

Dette års klubmesterskab var henlagt til Munkebjerg Øst helt ude ved Andkær Vig. Et dejligt kuperet terræn med strålende udsigt udover Vejle Fjord (fra toiletterne), ja endda en tur langs vandkanten hen til start.
Meget var, som det plejer. Men ”plejer” er bestemt ikke lig med kedeligt.
Der plejer at være ståhej omkring opstilling af klubtelte. Denne gang endte vi med at få stængerne sat sammen, så vi havde en alt for bred facade i forhold til teltdugens bredde.
Der plejer at være toiletter. Men de plejer ikke at være lige så fine som mine derhjemme;)
Der plejer at være lækker forplejning tilberedt af Bodil – tak! I år var der så også lige en stor kasse med lækre flødeboller. Vi var vidst nogle stykker, som fik flere end tilladt – ikk’ Ole? 😉
Der plejer at være trangt i teltet. Men i dag kunne man på et tidspunkt, som Inger sagde, med rette kalde stedet for en tæthed 4, hvis der skulle placeres en post.
Der plejer at være en tipskupon lavet af Poul Erik. Dette år blev det i særlig grad svært at gætte rigtigt, når herrerne på B4 blev disket henad en kant, og vi umuligt kan vide noget om, hvor meget det regner i Jelling.
Jørgen Damgaard plejer at blive klubmester i Old Boys. Eller gør han? Han siteres for at have sagt: ”Da jeg vandt sidste år, kunne man tro, det var et tilfælde, men nu er det vist slået fast.” Faktisk har de 10 mænd på B4 alle muligheder for at give hinanden kamp til stregen. Men tre blev disket. Én valgte forarget at glemme at tage en post, fordi den var ”lagt under en viadukt. En placering fuldstændig uden orienteringsmæssig udfordring”. Én udgik bevidst, da et enkelt bom bestemt måtte umuliggøre en sejr. Én af mændene udtrykte ret samlende for gruppen: ”Vi kunne ikke stå for presset!” Selv den mangeårige klubmester Claus Lyngby måtte se sig slået med hele 1 sek. Men fortvivl ikke. Jørgen KAN slåes. Se hans stræk fra post 9 til 10. (se billede)
I gruppen Veteran Herrer plejer der også at være kamp til stregen imellem KK, Flemming, PE og Strib. Men hvem kan vinde over Strib, når han bruger hemmelige våben som at dryppe Atamon på tæerne?
Der plejer at være bakke op og ned, når vi løber i Munkebjerg. Men hvem kan stå for Rasmus` kommentar?: ”Det var sjovt, at løbe nedad alle bakkerne.”
Der kunne vel nævnes mange flere ”plejer”. Men nej. Det ville blive kedeligt.
Slutteligt vil jeg……ja vi alle, bøje os i støvet og lykønske dette års klubmestre. Der var ikke så mange baner, der kunne mønstre deltagere.
Esben vandt Drenge 13-16, Nanna, D17-20, Jørgen, Old Boys, Anette L, Old Girls, Strib, H Veteran og Asta, D Veteran
Hilsen Marianne Damgaard

På det store billede ser vi klubmestrene: Jørgen, Asta, Hans Christian og Nanna. Kørt da billedet blev taget var Anette og Esben.

Herunder ser vi Søren, der valgte at hoppe over en post, og en stolt Rasmus, der fik sin første præmie som orienteringsløber.

Se flere billeder her.


Vi har fået mulighed for at arrangere en voksenlæringstur i slutningen af efterårsferien.
Vi har fået ”lov” til at bo sammen med børn/ungdomsløberne (bare vi ikke blander os for meget) og bruge deres baner (bare vi samler posterne ind).
Det synes vi i arrangementsudvalget er et super godt tilbud.

Håber I har tid og lyst til at deltage sammen med os.

Tilmelding på Gorm Event.

Se indbydelse her.
Arrangementsudvalget


I indbydelsen stod der:
Gert Nielsen, Udviklingskonsulent fra Dansk Orienterings-Forbund (DOF) vil komme og give et foredrag om rekruttering og involvering af nye medlemmer – ideer og erfaringer fra DOF’s klubudviklingsprojekt 2014-2017, samt DOF’s kommende tiltag (2018-2021) indenfor rekruttering og klubudvikling (ATK 2.0).

Der var godt 20 medlemmer, som hørte Gerts foredrag om klubudvikling. Han fortalte bl.a. om, hvordan andre klubber rundt om i landet har formået at få flere nye løbere til klubben. Nogle at de ting han fremhævede var:

  • Vær bevidst om hvilken målgruppe der rekrutteres.
  • Det skal være klubbens projekt – ikke kun nogle få personers.
  • Man skal fastholde konceptet – skal prøves af mindst 10 gange, inden man ændrer på noget.
  • Skole-orientering kan bruges som rekruttering.
  • Man kan arrangere By-orientering, som kan være målrettet voksne løbere.
  • Pres ikke de nye løbere ud i nye skove eller med til løb, før de er klar til det.
  • Den ugentlige træning skal være på plads, og der skal være medlemmer klar til at tage sig af nye løbere.
  • Flere medlemmer foretrækker hurtige hverdagsløb, fremfor weekendløb, som tager lang tid.

Dette var blot nogle af ”guldkornene” fra Gert. Der var plads til lidt spørgsmål – men 1 time går jo meget hurtigt. Det var en interessant aften, og jeg er helt sikker på, at os i bestyrelsen vil arbejde videre med nogle af de forslag, som Gert kom med.
Vi kan så kun håbe, at medlemmerne byder ind på de projekter, som de finder interessante. Vi vil vel alle gerne have lidt flere medlemmer og derfor skal vi løfte i flok.
Tak til Bodil og Merete for rigtig lækker kage.

Hilsen Bente Ringive

Find vej i...Find vej i Danmark 

Et tilbud om en lidt anderledes tur i skoven

Orientering i skolen
Inspiration til orienterings-aktiviteter i idrætsundervisningen

Jelling Løbet

Sydkredsen

OK Gorm Aktuelt

 

Startsteder o-løb

Gødding Skov:

skovlegepladsenNaturstyrelsen

Tykhøjet Krat:

Sydlige P-plads Nordlige P-plads

Jelling:

Klubhus – kør ind i skoven ad Skovgade fra nord, der er skilt på skovvejen

Jelling:

Bredagerskolen – indkørsel fra Bredager

Brandbjerg:

ved Højskolen

Gyttegård:

P i vestlige del

Engelsholm:

P ved slottet

Gadbjerg:

skovlegeplads (Allévej)

Hastrup:

Kjærvej 1,  7323 Give (3 km N for Thyregod)

OK SNAB:

normale startsteder

Tilmelding til o-løb:

O-service

 


SPONSORER & SAMARBEJDSPARTNERE

Elite Vejle

Jelling musikfestival

Middelfart Sparekasse

Jelling Sparekasses Fond