Uncategorized
På en dejlig lun 2. pinsedag var 6 Gorm-løbere i Faaborg til 2. etape af Fynsk Sprintcup. Stævnepladsen var på byens torv lige i centrum, og her var også målet.
Både prologen og finalen krævede koncentration og opmærksomhed, da der var masser af detaljer at læse på. Det resulterede for flere løbere i at posten stod på den “forkerte” side af en mur eller et hegn. Et sted var posten også helt væk! Det viste sig at en ældre herre ikke synes, at posten skulle stå på “hans” vendeplads, så han havde taget den og lagt den i sit bagagerum! – og han ville ikke aflevere igen. …det gav lidt snak.
Begge løb var afvekslende og sjove. De mange baggårde og gyder gør Faaborg til en rigtig fin sprintby.
Strib var den Gorm-løber der klarede sig aller bedst. I de 4 løb fik han 3 første pladser og en 2. plads, hvilket samlet set gav en velfortjent første plads i H70, med hele 12 minutter ned til 2. pladsen.
Fynsk Sprintcup er et godt og sjovt arrangement, som varmt kan anbefales til ALLE løbere.

Træningen tirsdag d.15. maj foregår i Engelsholm Skov. Der er parkering ved slottet. Gå derefter hen langs søen til bålhytten, hvor der er start og mål.
Claus har lavet nogle super baner. Der kan startes kl. 17,30, og vi kører fra Brugsen i Jelling kl. 17,00.
Efter træning er der tændt op i grillen, og i kan grille jeres medbragte mad.
Kl. 19,00 kommer naturvejleder Per Høgsberg, og fortæller om naturen vi bruger så meget som o-løbere.
Vel mødt til en hyggelig aften.

Endnu en gang har Inger sørget for en fin løbsstatistik, så vi kan se antal løb og hvor langt og hurtigt, der blev løbet – og meget mere.
Bemærkninger, top10-lister m.v. – Oversigt for 2015-2016-2017
Desuden er der lavet en oversigt til hver enkelt løber. Hvis du ikke allerede har fået den, så ligger den til dig i klubhuset.
For dem, der rigtigt vil nørde, kan Ingers løbsstatistikker helt tilbage fra 2002 findes på Gorms hjemmeside (se Klubinfo / Klubbens historie/Klubstatistik).

Påskeløb på Fanø – 1. etape
Der var lagt op til nogle kolde dage på Fanø med sne, frost, og blæst. Hans Christian Strib reddede os igen ved at medbringe gasflasker og terassevarmere. Det lunede godt nok gevaldigt i teltet. Udfordringen bestod i at undgå at smelte teltdugen, løbetøjet og dunjakkerne. Strib bør modtage en hæderspris for den service.
Dagens etape bød på masser af åbne klitter og en afslutning i plantagen. Der var et jævnt lag sne overalt, og hvis man havde held til at vælge det rigtige spor, var der god hjælp at hente til næste post. Flere Gorm-er slap hæderligt igennem første etape. Mest bemærkelsesværdigt var det vel at Jens Kr. Pedersen valgte at tage definitioner og kort til H20 banen i stedet for H18. Det betød at måtte trævle klitområdet igennem på kryds og tværs de først 7-8 km af banen, inden han kunne krybe i læ af skoven. Da skulle han nok lige have haft et par ekstra skiver rugbrød.
Overnatning foregik i et par sommerhuse og en lejlighed. Hos os var der underholdning lige udenfor vinduerne af kaniner og rådyr. Indenfor blev der regnet på livet løs på prisen for et bad, en kande kaffe mm. Vi skulle jo både afregne for vand og el. Skulle nogen af vores gæster endnu ikke have betalt for kaffen kan man stadig nå at overføre på mobilepay til Søren. Kaffe/te ad libitum 0,10 kr, toilet besøg 0,38 kr (stort skyld).
/Jørgen
Langfredag Påskeløbet 2018 – 2. etape
Fra os Hedesvinget 1:
Fredag vågnede vi op til et dejligt vejr – solskin hele dagen og kun lidt vind.
Gustav og Steen gik til landevejen, hvor de blev samlet op af Søren German´s taxa, der ikke afviger fra den direkte rute.
Generatoren i Ole Binders bil var i udo, så han blev gemt bag i Stribs varebil på vej til start. PE medbragte en oplader da han kom på en dags besøg fra Jelling den dag.
På stævnepladsen var der dog køligt, så Stribs varme apparater var igen i brug i teltet.
Vi løb alle en mellemlang bane i et lettere fladt terræn uden mange klitter.
Sværhedsgraden var ikke stor, så de fleste kom godt igennem.
Der var dog lidt frafald efter 1. etape, forvredne ben mm. Enkelte måtte udgå, bl.a. Flemming, der ved sin post 3 fik et chok, da Emit-brikken ikke sad på fingeren mere. Så bliver man jo disket. Han valgte at løbe videre og havde så et godt løb. Men jagtstarten var væk. Brikken blev efterfølgende fundet af en ældre dame, så han fik den tilbage dagen efter.
Strib havde smurt sig godt ind i kopattesalve og tapet sig op, så han løb et hurtigt løb og blev nr. 2, i H70 – den største klasse. Han skulle så starte ud som nr. 2 i jagtstarten dagen efter.
Pernille holdt fast i toppen af D40. Andre kunne juble over det at have gennemført, efter nedtur på 1. dagen.
Dagens gæst, PE fik gang i benene igen og løb sig ind som nr. 3 på den åbne bane.
Det gode vejr var med til at holde humøret oppe, hvilket bl.a. var en af årsagerne til at Anne Grethe, Bente, Gustav og Steen valgte at gå tilbage til sommerhusene. Andre nød solen på pladsen og smagte af på de lækre grill pølser eller brugte penge på nye løbesko…
Tilbage på Hedesvinget 1, blev der badet og o-snakket. Ole lavede fortræffelig aftensmad med spinat, porre, kylling, bacon og ost med båndspaghetti til.
Senere var vi igen til kaffe, kage og hyggeligt samvær i luksushytten på Søstjernen. Der var på forhånd overført betaling for brug af vand til kaffe til kassemesteren SG. Hjemturen til sommerhuset, startede lidt i zig zag for ikke at køre de mange vilde kaniner over. Vi gik tilfredse i seng, vel vidende at 3. dagen ikke blev som de andre…
/Ole, Flemming og Steen
Påskeløb på Fanø – 3. etape
Løbets 3. etape var svær, som i rigtig svært! Tæt fyrkrat, mange højdekurver, og vand i større mængder end på kortet ….ja, sådan føltes det i hvert tilfælde. Tak for neuprensokker, de gjorde gavn i dag.
Det var et terræn der kunne føre en helt på vildspor. Selv om man forsøger at læse kurver og/eller bruge sit kompas, kan det bare ikke lade sig gøre at løbe hvor som helst. Som prinsen der skal befri Tornerose, finder man en vej igennem, MEN den passer måske ikke helt med kompasset, og man kan nå ret langt før det går op for en. Pyyhh! Heldigvis var der også god hjælp at hente hos andre løbere, og ind imellem blev det næsten gruppearbejde, at finde den næste post. Dejligt at mærke fællesskabet
Nå, men trods bøvlet var 3. dag på Påskeløbet også dagen hvor både Ole og Steen tog ALLE poster, hvor Flemming fik sin brik tilbage, og hvor alle fik en plads i en bil hjem.
Det var også dagen hvor flere af klubbens medlemmer fik en flot placering efter en nervepirrende jagtstart. I top 10 lå Strib på en flot 2. plads på H70, Pernille fik en 4. plads på D40, Søren fik en 7. plads på H55 og Bente fik en 9. plads på D55. Godt gået!
Tak for en dejlig, kold og blæsende dag på Fanø. Vi glæder os til Påskeløb 2019.
/Annett og Jacob
Til overvejelse
Tålmodigheden blev sat på prøve, da vi skulle med færgen hjem. Os der pakkede telt og grej sammen på stævnepladsen måtte vente godt 3½ time i færgekøen for at blive fragtet til fastlandet. Da vi så os tilbage over skulderen på færgen var der stadig fyldt i opmarcheringsbåse og langt hen ad vejen, så nogle havde stadig her ved 18-tiden 1-2 timers ventetid. Man kunne overveje muligheden at tage en ekstra overnatning næste gang, der er påskeløb på Fanø.
Se billeder fra Påskeløb her.

Tirsdag aften mødte 60 forventningsfulde løbere op på Campingpladsen i Riis for at løbe natløb på vores nye kort over Riis Bakker.
De kom fra bl.a. Fåborg, Odense, Grenå, Haderslev og Sønderborg.
Næsen alle kom hjem og var tilfredse med banerne og kortet.
Tak til Banelægger, banekontrollant, kioskmutter, postindsamlere og beregner.
Se resultaterne her.


Klubbens kørselsordning er revideret og du kan læse de nye retningslinjer her Kørselsordning OK Gorm.
Af ændringer ift. den gamle ordning kan nævnes:
– Man skal mindst 3 afsted for at der er tale om samkørsel
– Man indberetter selv til Bent, når man ønsker og er berettiget til godtgørelse
– Klubben administrere ikke længere broafgifter/færger ved samkørsel
Sidstnævnte ordnes nemt intern via fx mobilepay.
Orienter dig i øvrigt om alt vedr. kontingentsatser og diverse tilskudsordninger gældende for 2018 i OK Gorm HER.
/Pernille Buch

På en kold vinterdag blev det sidste løb i Vintercuppen gennemført i Gadbjerg Skov. Heldigvis havde vi fået lov til at være i FDF-Gadbjergs hytte, så både omklædning og tidtagning kunne foregå nogenlund lunt.
50 løbere fra områdets klubber mødte op – rigtig flot fremmøde! Og der var næsten lige så mange poster i skoven. Det gav pote for banelæggeren fik i den grad ros for sit arbejde. Rigtig mange kom i mål med positive kommentarer om banen, men for nogen havde det også været svært, især fordi al sneen dækkede terrænet.
Alt i alt en dejlig eftermiddag, med frisk luft og røde kinder.
Dagens resultat kan ses her.
Søndag d. 18/3-2018 byder OK Gorm velkommen til Åbent stævne og 2. divisionsmatch i COWI Ligaen.
Find indbydelse, instruktion og startlister og resultater –> —HER—.
Kortet er revideret i 2018 og signaturerne er efter IOF’s kortnorm ISOM 201. Jelling Skov er meget afvekslende, kuperet, og med en del undervegetation. Brombærrene er dog ikke så kraftige på denne tid af året. Et udbredt vej- og stisystem, dog er den østlige del er mere ubefærdet, og flere åbne områder.
Endnu engang arrangerer OK GORM Jellingløbet – denne gang d.13. juni 2018. Der er plads til løbere på alle niveauer og distancer til Jellingløbet.
Almindelige løberuter er der 3 af: 2,7 km flad og letløbet rute, 5,8 km mere kuperet, delvis i Jelling skov og tilsidst en 10,1 km krævende og naturskøn rute.
Er man til lidt mere mudder og lidt mere terræn er trailruten på 7,4 km en mulighed. Den har været på programmet de sidste par år, og er blevet ret populær.
I den lidt mere fredelige ende har vi en 4 km Walk-rute.
Som noget nyt i år har vi kastet os ud i en biathlon, hvor man løber og skyder med lasergevær på skift. Den rute udbyder vi i samarbejde med JsF skydning, som står for instruktion og brugen af lasergeværer i Gormshallen. Det bliver rigtig spændende at prøve, og det er dejligt at der allerede er meldt løbere til den rute også.
Frem til d.31/1-2018 er det muligt at tilmelde sig med en earl-bird rabat på 25% på alle ruter. Tilmelding foregår her – så kender du nogen der skal udfordres, eller bare have en hyggelig aften i skoven, så prik endelig til dem, og få dem til at melde sig til.

På tirsdagene: 27/2 : Thorø – 6/3 : Riis Bakker – 13/3 : Kolding, Sydvest-kvarteret
Baner: 1 : 6–7 km svær, 2 : 4,5–5,5 km svær, 3 : 3–4 km svær, 4 : 3–4 km mellemsvær, 5 : 3–4 km let
Tilmelding via O–service.
Startafgift: –20 år: 40 kr. 21– år: 60 kr. Brikleje 15 kr. Tilmelding indtil 5 dage før løbet. Eftertilmeldingsgebyr 20 kr.
Mødetid kl. 18:30 – fælles afgang til start kl. 19:00. Start i 2 grupper: Bane 1-3 og Bane 4-5
Find indbydelse, instruktion og startlister og resultater her. (Se neden for stævnet i Jelling Skov)





