Orienteringsklubben Gorm Jelling | Skiklubben Gorm Jelling

Gorm Forside


Lørdag den 12. august smug startede børnetræningen i Gorm med træningstur i Engelsholm. Dagen bød på teknisk træning og en masse hygge – trods silende regn hele dagen.

Efter ankomst til p-pladsen ved Engelsholm slot kl. 10, gik vi fælles om til Grillhytten, som var base hele dagen. Dagens aktiviteter startede med en lille opvarmningsbane med fokus på at vende kortet rigtigt (uden kompas). Herefter var der lidt teknisk træning ved bålhytten. Hvilke farver er der på kortet og hvad betyder de? Hvilke signaturer er der og hvad betyder de? Herefter havde Asta lavet en mangepostbane, hvor man skulle finde alle de poster man kunne på 30 minutter.
       

Kl. 11.30 blev det frokosttid. Efter frokost fik vi besøg af børneløbere fra OK Snab. Eftermiddagen stod på en almindelig let bane på 3 km efterfulgt af kagespisning, kaffe og hygge i grillhytten.

Tak for en dejlig dag og tak for hjælpen til Ove og Inger!

Sidste år blev der kun kåret 7 klubmestre alene fordi for få deltog (billedet). Det er kun ½-delen af de klasser, der udskrives konkurrencer i! I alt udskrives der klubmesterskabskonkurrencer i 14 forskellige klasser. Det kunne da være sjovt at hædre 14 klubmestre.
Derfor inviteres alle medlemmer i OK Gorm hermed til en hyggelig dag sammen med klubkammerater. En dag, hvor vi konkurrerer indbyrdes, men også en dag, hvor det sociale liv i klubben kan opleves.
Vi starter med at udfylde en ”tipskupon”, og når alle har løbet deres bane, er klubben vært ved et kaffe/kage-bord. Så kom og vær med – og tag gerne familien med, så de kan opleve et O-løbsstævne.
Hvis man ønsker at deltage i mesterskaberne, skal man være tilmeldt på forhånd. Klubmesterne hædres og får vandrepokal overrakt til årets klubfest den 3. november. Medlemmer, der ikke ønsker at deltage i konkurrencen om klubmesterskaberne, kan konkurrere indbydes på let- og mellemsvære baner. Der vil være små præmier på baner med mere end 2 deltagere.
Dagen foregår i Munkebjerg Øst ved Vejle Fjord, så vi slipper for lang transporttid. Stævneindbydelse HER
Håber vi ses til en fornøjelig dyst.
Indbydelsen ser du HER med de klasser, hvor der kåres klubmestre. Se også under Aktuelt (højre kolonne af vores hjemmeside).

Hilsen arrangementsudvalget.

 


Jeg håber i har haft en dejlig sommer!
Det er nu blevet august og klubbens træning starter tirsdag den 15. august kl. 18 på Abrahamsens Gård i Jelling. Træningsudvalget har lavet en rigtig fin træningsplan, som du kan finde på klubbens hjemmeside oppe i højre hjørne.

Der har været o-aktivitet hen over sommeren i form af ungdoms sommerlejre, større udenlandske etape løb, VM junior/senior samt mulighed for at deltage i en masse træningsløb i lokalområdet. OK Gorms klubtur gik i år til Uslar 5-dages i Tyskland. Her stod udfordringen på bakker og masser af regn! Men trods regnen var humøret højt og det var en rigtig hyggelig tur med 5 gode løb og socialt samvær med en masse glade orienteringsløbere. Der findes en fin reportage fra dette arrangement på klubbens hjemmeside.

Som nævnt starter klubbens træning på tirsdag den 15/8 kl. 18. Men allerede lørdag den 12/8 bliver der afholdt trænings/hyggedag for børneløberne i Engelsholm.

Efterårets kompakte konkurrence program bliver skudt i gang allerede lørdag den 19/8 med danmarksmesterskab på mellemdistancen på Sjælland.

Weekenden efter (26-27/8) er der jysk/fynske mesterskaber. Lørdag er der stafet og søndag kåres den individuelle mester. Her kan alle være med. Det er i Kolding, så køreafstanden er til at overse. I kan tilmelde jer indtil 18/8 på o-service eller til Poul Erik (mail: pe@batteribilen.info/mobil 21785417).

SØNDAG DEN 3. SEPTEMBER HAR VI BRUG FOR ALLE! Vi skal løbe klubturnering i 1. division i Rønshoved. Tilmeld jer allerede nu på o-service eller til Poul Erik. DER ER BANER TIL ALLE!

Søndag den 10/9 afholdes ”Naturens dag”, hvor vi laver et lille sprint løb på Brandbjerg Højskole. Årets klubmesterskab bliver afholdt i Munkebjerg søndag den 17/9.

I oktober skal vi i samarbejde med trekant klubberne arrangere KUM (kredsungdomsmatch). Her skal vi bruge hjælp til flere forskellige funktioner. Se mere på Gorm Event, hvor i også kan tilmelde jer den hjælpefunktion i har mest lyst til. (KUM er en weekend hvor alle landets ungdomsløbere dyster kreds mod kreds).
I efterårsferien arbejdes der på en tur med de ældste ungdomsløbere og ungseniorer til Oslo med deltagelse i Blodslitet (et langdistance løb med fællesstart).

I bestyrelsen arbejder vi på at få klubbens udviklingsplan revideret og færdiggjort frem til 2020. OK Gorms vision er: udviklende og inspirerende trænings- og klubmiljø. Orienteringsløb med kvalitet. Der arbejdes med udvikling indenfor følgende områder:

– Rekruttering og fastholdelse
– Organisations og kompetenceudvikling
– Sportslig udvikling
– Kommunikation
– Faciliteter

I foråret gennemgik og evaluerede vi de 5 områder og nu står arbejdet så i at få udviklingsplanen færdiggjort frem til 2020.

I kan se alle referater fra bestyrelsesmøder på klubbens hjemmeside.

Vi ses i skoven.

Pernille Buch


Dette års ”internationale klubtur” gik til Uslar. Et bekendtskab klubben tidligere har gjort brug af. I år var der stævnecenter i den lille by Delliehausen, ca. 15 km fra Uslar, hvor den arrangerende klub OLV Uslar kommer fra.
I år var 8. gang klubben havde inviteret til ”5-Tage-OL des OLV Uslar”. Et stævne der er til at overskue. I år var der omkring 270 deltagere i alt.
Terræner, der er anderledes, end det vi er vant til og alligevel til at finde ud af, med et tydeligt og markant kurvebillede – læs: stor- og til tider stærkt kuperet med masser af højdemeter, men med relativ enkel orientering. Derfor var typiske postplaceringer: trærod, kulmile og specielt træ.
Stævnet bestod af et 5 dages løb, med normaldistance mandag og tirsdag, hviledag onsdag, normaldistance torsdag, kort distance fredag og jagtstart lørdag.
Dagligt havde arrangørerne tilbud om forskellige aktiviteter: En dag så vi filmen ”Slaget ved Harzhorn” om fundet af en romersk slagmark omkring 80 km syd for Hannover, som ifølge historiebøgerne ikke burde eksistere. En romersk hær udkæmpede her et blodigt slag med germanske krigere midt i 200-tallet – to hundrede år efter, at romerne ellers menes at have forladt Nordtyskland.
En dag var der ekskursion til den nærliggende by Volpriehausen, hvor vi besøgte et Kalibergbau-museum. Et sædeles spændende besøg. På fridagen var de fleste på tur til Hann. Münden med pragtfulde bindingsværksbygninger i op til 5 stokværk med inskriptioner, karnapper, historiske døre og portaler.
I Hann. Münden er det også, at de to floder Werra og Fulda kysser hinanden, og må betale med deres navn, for gennem dette kys skabes Weserflodens hav (frit oversat efter et vers, der stod ved sammenløbet af de to floder Werra og Fulda til den større flod Weser).

Vi skulle have boet i et klubhus i Volpriehausen, nabobyen til stævnecentret i Delliehausen. Vi var stillet et hus med køkken/opholdsrum til ca. 20 personer, 2 baderum og nogle toiletter, samt diverse køkkenfaciliteter i udsigt.
Da Asta og jeg kom frem lørdag sidst på dagen, blev der spillet fodbold på stadion, så vi fortsatte til stævnecentret for at få yderligere informationer og kort til prøveløb.
Da fik vi at vide, at vi IKKE kunne bo i klubhuset i Volpriehausen, men i stedet skulle bo på campingpladsen ved stævnecentret i Delliehausen. Det var vi ikke forberedt på. Vi manglede ligesom diverse koge- og madtilberedningsgrej.
Vi ringede derfor straks hjem for at advisere alle de andre, der først ville ankomme søndag om de ændrede betingelser.
På sin vis var det fint at bo lige ved stævnecentret. Der var fin, fin morgenbuffet, man kunne købe hver dag for 4 Euro/prs., eller man kunne blot bestille morgenbrød, Der var fine, fine badefaciliteter og man kunne købe billig frokost hver dag og det bedste var at ”die Delliefrauen” hver dag diskede op med megastore og megalækre pladekager. Det var et hit.
Til aften kunne man, hvis ikke man selv ville stå for maden, købe pommefritter og stegte pølser eller steak – her billeder fra hvor vi selv står for madlavningen:

Konkurrencerne startede mandag sammen med regnen. Og det regnende kontinuerligt de næste to dage.
Vi fik i Delliehausen ”kun” 98 mm over to dage, mens de i nærliggende Gøttingen havde fået op mod 130 mm. Vi gik til start i regnvejr. Vi løb i regnvejr, vi gik hjem i regnvejr. Vi holdt fri i regnvejr.
Ulla drømte om at køre hjem, jeg tænkte det samme, men vi blev alle. Alt var vådt, løbetøj, dyner, teltet ude og inde. Vi var voldsomt misundelige på Pernille og Poul Erik, der havde lejet sig ind på det lokale Gasthaus og hver dag kunne komme hjem til tørre omgivelser og hvor taget var tæt. Efter første konkurrencedag aftalte vi at have fællesspisning i tørre omgivelser i det Gasthaus, hvor Pernille og Poul Erik boede. Vi nød at sidde i tørvejr, selvom det tog over to timer før der blev serveret snitzel til alle på nær KK, der fik stegt bækørred. Den sidste i byen den dag!
Vi overlevede, det og klarede til stor tilfredshed op på fridagen onsdag og solen kom torsdag og alle fik humøret tilbage.
Løbene gik bedre for nogen end andre.
Kirsten, D21B. Bedste etapeplacering nr. 3 af 4. Ikke med i jagtstart grundet manglende løb
Pernille, D40. Bedste etapeplacering nr. 3 af 10. Sammenlagt nr. 3.
Asta, D70. 4 etapesejre. Ikke med i jagtstart, da hun manglede post på etape 2.
Jens Kr., H 40. Bedste etapeplacering nr. 5 af 10. Uden for jagtstart pga manglende start på etape 1.
Ole, H60. Bedste etapeplacering nr. 3 af 18. Sammenlagt nr. 7.
Peter, H 60. Bedste etapeplacering nr. 7 af 18. Sammenlagt nr. 10.
Poul Erik, H 65. Bedste etapeplacering nr. 2 af 25. Sammenlagt nr. 5
Hans Chr. Strib, H 65. Bedste etapeplacering nr. 4 af 25. Sammenlagt nr. 8
KK, H70. 5 etapesejre. Sammenlagt nr. 1 af 18.

Ulla fik kørt noget på cykel og Bente (efter at der igen var kommet gang i mobilen) jagtede Pokemon.
Alberte viste sig, at være et ualmindeligt nemt barn. Peter lånte hende jævnligt for at træne til at være bedstefar.

Se billeder HER

Alle resultater findes HER


Dette års Junior VM i Tampere Finland sluttede med stafet. Danmark 1 med Josefine på holdet var godt med fra start og da Josefine gik ud på 3. og sidste tur var holdet på en fjerdeplads kun 2 sek. efter Frankrig.
Josefine fik dog problemer  på 3. post, men de øvrige hold tabte også tid. Det betød, at nu var Sverige førende  foran Norge og Schweiz og Josefine stadig  som nr. 4 med de to finske hold jagende bagfra.
Så frøs blodet til is på stævnepladsen. Josefines GPS-prik bevægede sig langt mod øst på vej mod 5. post. Hun fik rettet op, men det blev til et skævt udløb – og så var de finske hold forbi. På den sidste del af banen holdt stillingen, således at Josefine Lind kunne løbe det danske hold ind til en samlet 6. plads.
Da kun et finsk hold tæller i konkurrencen, blev det til en flot 5. plads som det officielle resultat og dermed podieplacering og IOF Diplom til Josefine og holdet.
Stafetten var sidste konkurrence og juniorlandstræner Jeppe Ruud opsummerer: “Nu er mesterskabet slut og jer er rigtigt stolt af holdet”. Landstræneren fremhæver særligt Josefine Linds præstationer. -“Hun kom til mesterskabet efter en sæson, hvor hun stort set ikke har kunnet løbe og heller ikke træne teknisk og tager alligevel to top 10 og en top 20 placering og løber en rigtigt flot stafet. Det kan hun være rigtigt stolt af”.
Josefine blev nr. 8 på Mellemdistancen, 2.55 min efter vinderen, nr. 9 i Sprint, 53 sek. efter vinderen og nr. 18 på Langdistancen, 11.07 min efter vinderen.
I alt deltog 154 piger fra 39 forskellige lande i dette års junior-VM.

U1 – sommerlejr  for Sydkredsens yngste løbere er det samme som glade, engagerede og aktive børn og voksne.
I år var der tre deltagere fra GORM på U1-sommerlejr: Anna, Sara og Oscar. Med på lejren var i alt 38 børn i alderen 6 – 13 år og 28 voksne (ledere, trænere og forældre) .
Vi boede på Kronhede Lejrskole, som er særdeles velegnet til formålet, gode indkvarteringsforhold, godt samlingsrum, godt køkken, gode lejemuligheder og et nærkort rundt om lejrskolen.
Det var en fornøjelse at deltage. Alt var særdeles velorganiseret. Alle voksne og børn havde opgaver på lejrskolen og i skoven, og vi havde en fantastisk køkkenchef, som sørgede for, at vi hver dag fik lækker mad, og orienteringstræningen var i top.
På nær dag et, hvor der var ryste-sammen aktiviteter om eftermiddagen, løb børnene hver dag to løb.
Om morgenen var der instruktion i grupper. Alle, der havde behov eller ønskede det, fik en skygge tildelt. Vi trænede i Fejsø, Husby og Stråsø. Hver aften var der efterbehandling af løbene, og alle tegnede deres vejvalg ind. Tirsdag var der hyttemesterskaber i både i lang og sprint og onsdag i stafet.
For de fleste Sydkreds-børn var terrænerne fremmedartede. Vi løb i plantager, på heder med indlandsklitter, klitter med fyrreskov og i de store åbne klitter med marehalm.
På trods af høj aktivitet var alle børn glade og spændte, hver gang de skulle i skoven. Det var dejligt at se, hvor meget energi børn har, og hvor meget de selv kan klare.

Asta (farmor og leder)


OK Gorm var igen i år involveret i Hærvejsløbet. Klubben stod for starten på den lange MTB rute i Vingsted og afvikling af et singletrack gennem Jelling Skov.
Henrik Holm og hans 12 hjælpere stod for starten af de 648 MTB ryttere i Vingsted. Her bestod opgaverne i parkeringsanvisning, nummerudlevering, servering af kaffe og the, boller hvortil rytterne kunne få nutella, marmelade og ost, bananer og energidrik. Der er naturligvis hårdt brug for masser af brændstof før rytterne i grupper sendes af sted på den lange 165 km rute med slut i Viborg.
Første start gik kl. 08.00 og sidste start kl. 09.10. Det vil sige i gennemsnit 10 ryttere over startlinjen i minuttet.
Men som Henrik Holm udtrykker det: -” alt gik som det skulle, der var ro i kaos”.

Singletracket startede ved P-pladsen ved Skovdal Hotel. Her var de første ryttere allerede kl. 08.22. De kørte hurtigt. Foran dem ventede en afvekslende, kuperet og krævende rute rundt ad små stier gennem Jelling Skov før de igen kom ud af skoven på Grandgård Allé. Alle sving og steder, hvor der kunne være tvivl om hvilken vej, der skulle køres var afmærket og skiltet med pile. På passager, hvor de kunne møde anden trafik, var der bemandede poster. Denne del af opgaven stod Bent Nielsen og K. K. Terkelsen for sammen med 14 hjælpere.
Fra Vingsted fulgte Nina G. Najbjerg de sidste ryttere, så vi hele tiden havde styr på hvor langt bagtroppen var nået. Efter passage af den hårde rute i Jelling Skov kom rytterne igen på fast grund i form af vej eller befæstede stier. Således fik alle 648 MTB ryttere fornøjelsen og oplevelsen af at køre på stien gennem det smukke monumentområde rundt om Sydhøjen og hen forbi Kongernes Jelling før de forlod Jelling mod Hygum forbi Jelling Kro ad Tørringvej med retning mod første depot i Kollemorten.
Nina og de sidste MTB ryttere var gennem Jelling kl. 10.15 og kl. 11.00 var alt pakket sammen og der var ryddet op efter løbet.
Hærvejsløbet er ikke kun for MTB-ryttere. Deltagere er også deltagere på racercykler. Der startede ryttere både fra Vejen og fra Flensborg. Alle med mål i Viborg. I alt passerede der samlet 3169 ryttere gennem Jelling lørdag formiddag.

Se flere billeder her.

Se også billeder fra Vingsted her


I lørdags var OK Gorm repræsenteret med 4 løbere til JFM Sprint i Viborg. Derudover deltog et par stykker på de åbne baner. Det var fantastisk løbevejr ovenpå et par meget våde dage. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og termometret havde nået de 20 grader.

Det var en forholdsvis let sprint. Udfordringen lå rigtig meget i at få styr på hækkene – lå posten på den ene eller anden side. Der var en del forbudte områder og levende hegn der ikke måtte passeres. Selve løbet foregik i åbne områder omkring skole, i parcel områder og i industriområder.

Det blev til guld i H65 til Poul Erik og guld i D40 til Pernille.


Onsdag fik 125 6. klasses elever fra Firkløverskolen, Thyregod Skole og Øster Nykirke Skole testet deres orienteringsevner i Hastrup Plantage.
Mangepostløb
Fra morgenen var der strålende vejr, så da Firkløverskolen, Elkjær, som første klasse med samlet start løb i skoven, var det med stort engagement og højt humør. Ti minutter senere var Firkløverskolen, Givskud som den næste klasse klar, og sådan gik det slag i slag til Øster Nykirke Skole som sidste klasse blev sendt i skoven kl. 10.00.
Opgaven lød på, inden for en tidsfrist på 40 minutter, at finde så mange af de udsatte 30 poster som muligt. Eleverne var inddelt i hold af to, og posterne måtte opsøges i valgfri orden.
Opgaven var lige bestemt lavet så svær, at kun de allerbedste og hurtigste ville kunne nå alle poster inden
for tidsfristen. Kom man ind efter tid, var der strafpoint.
Vinder var den klasse der i gennemsnit pr. elev havde fundet flest poster. Vinder blev Thyregod 6. a som opnåede et gennemsnit pr elev på 19.77 fundne poster.
Med til den historie hører også, at Adrian og Marius fra Thyregods 6. A som de eneste inden for de 40 minutter fandt alle 30 poster.
Sprint
Efter Mangepostløbet var der en sprintbane med elektronisk tidtagning. Banen var ca. 250 m og gik både på sti og i terræn ud og ind mellem træer og over grene i skovbunden.
Her blev dels kåret hurtigste dreng og pige i hver klasse, men der blev også kåret hurtigste 6. klasses dreng og pige i det hele taget.
Hurtigste pige”over all” var Amanda fra Øster Nykirke Skole i tiden 1.28 og hurtigste dreng var Adrian fra 6. a i Thyregod Skole i 1.20.
Efter løbet var der frugt i form af et æble til alle og saft.
Tilfredshed
I den umiddelbare tilbagemelding efter stævnet, fra en lærer fra Firkløverskolen på spørgsmålet om det havde været en god dag, var svaret: – ”Ja, det eneste, der har været lidt utilfredshed med, er at det faldt sammen med sidste skoledag på Ikærskolen og den traditionelle karameluddeling af 9. klasserne”. Læreren sluttede dog med at sige, at pågældende elev dog havde udtrykt, ”at denne dag i skoven nu havde været ok”.
Find vej stævnet i Hastrup var OK Gorms andet som arrangør, og det sker iøvrigt i et samarbejde med Dansk Orienterings-Forbund og Aktiv Rundt I Danmark og støttes af Nordea-fonden, som også støtter det Find vej Projekt, der har betydet, at 10 skoler i OK Gorms område inden for det sidste år har fået tegnet skolekort.
De to Find vej stævner var det egentlige punktum på projektet, men alle skoler har givet udtryk for, at det samarbejde, der nu gennem projektet er blevet etableret med orienteringsklubben i Jelling ønskes fortsat og gerne med et stævne igen til næste år.
World Orienteering Day
Netop 24. maj var ikke blot Find vej dag for de lokale deltagende skoleelever. Den 24. maj er intet mindre World Orienteering Day. Netop i dag er der på 2033 forskellige steder i 47 forskellige lande skoleorienterings-stævner med i alt 55.717 skoleelever, og med i dem tæller altså de 125 elever, der i dag deltog i Hastrup Plantage.

Se billeder fra dagen her.

Lørdag og søndag i Bededagsferien blev af nogle ”Gormer” brugt på orienteringsløb på Fyn.
Fynsk Sprint Cup er et årligt tilbagevendende begivenhed arrangeret af de fynske orienteringsklubber. Det er sprint i forskellige fynske byer over 2 dage, og med 4 løb. Alt sammen sprint, så hvert løb tager ”kun” mellem 20 og 30 minutter, hvis altså ikke man ”bummer”. Så der er god tid til at hygge og slappe af også. I år var det i henholdsvis Nyborg og Odense.
Vi startede i Nyborg med en prolog i noget boligområde med noget tilhørende sportsanlæg og skole. Og det går alt sammen rigtig hurtig, når først man er startet. Bane 2 har som eksempel 23 poster på 2,5 km. Næsten én post for hver 100 meter. Erik Jensen havde sin debut til sprintløb, så han skulle lige læse sig lidt ind på kortet. F.eks hvordan en parkeringsplads er tegnet på et sprint kort. Hans første post lå nemlig ved en parkeringsplads, men Erik troede at det skulle være en bygning. Så det tog lidt tid for ham at gennemskue dette. Så han lærte lidt om sprintkort tegning på den ”hårde måde”. (Erik blev dog bedre og bedre på disse 4 løb). Anette Lund havde et super løb til hun kom i mål, hvor beregningen så gjorde hende opmærksom på at hun havde ”klippet” post 17 to gange, og sprunget post 16 over. Ærgerligt.

2. Løb i Nyborg var omkring voldene og Nyborg sygehus med de gamle bygninger. Her var der rigtig mange fælder, da der var en del trådhegn og ”impassable” hække. Så selv med en bane distance på 2,5 km, kom vi hjem og havde løbet mellem 4 og 5 km på grund af udenoms vejvalg. Inger valgte f.eks. at løbe op på de gamle voldgrave for derefter at ”kurre” på maven nedad. Om det gav hende en hurtigere stræktid vides ikke, men Esben nævnte da hvorfor hun ikke blot løb igennem den tunnel som var aftegnet på kortet og derved sparede de ca. 20 højdemeter.
Alt i alt en sjov dag og nogenlunde godt vejr i Nyborg.

Om søndagen startede vi ud i solskin lige ved Odense Banegård (Stævnepladsen var i Kongens have). 1. løb var omkring havnen og igennem et loppemarked. På loppemarkedet krydsede Martin igennem 2 gange, men kunne ikke rigtig finde nogle gode tilbud. Og posten fandt han heller ikke, da han ledte det forkerte sted. Sprinten sluttede af med at vi skulle løber over en trappeovergang hen over baneområdet. Pernille klippede sidste posten på vej op af trappen, og troede et øjeblik at hun så var i mål. Indtil det gik op for hende at hun skulle løbe videre hen over trappen til målposten, som var på nedgangen på den anden side.

Sidste og 4. etape var i Odense midtby. Og nu var benene ved at være godt brugte og Poul Erik var lidt skadet og vidste slet ikke om han ville starte. Løbet foregik i midtbyen og vi passerede både torve fortovscafeer, kirker, parker, stræder og baggårde. Det var rigtig sjovt. Efter løbet og ved gennemgang af hinandens vejvalg blev det diskuteret meget om man må passerer en ”impassabel port” hvis nu porten rent faktisk stod åben. For Jacob Bang mente da, at det var for dumt når nu man kunne se posten på den anden side og porten var åben da han løb. Men tidligere på løbet hvor Esben løb samme bane var porten altså lukket og Esben løb udenom som han også mente da den jo var tegnet som ”impassabel”. Poul Erik kom skadet i mål, da han var blevet overfaldet af en container på sin rute. Det var så slemt at Strib mente at til næste løb burde Poul Erik have en hjemmesygeplejerske med rundt, med alle de skader han efterhånden havde pådraget sig.
Nå men alle kom i mål og vi har haft en rigtig sjov week-end., med godt vejr til at slutte af i.
Vi kan kun opfordre ”Gormer” til at prøve denne oplevelse, som frit kan kombineres, med en hyggelig week-end tur eller ”slendreture” i de fynske byer efter løbet.

Martin

Erik deler trøstepræmie ud.

Find vej i...Find vej i Danmark 

Et tilbud om en lidt anderledes tur i skoven

Orientering i skolen
Inspiration til orienterings-aktiviteter i idrætsundervisningen

Jelling Løbet

Sydkredsen

OK Gorm Aktuelt

DM Mellem i Frederikshåb
Find alle informationer her.

 

DM MTBO Langdistance 
Resultat – individuelt
Klub-resultat  Stræktider

Startsteder o-løb

Gødding Skov:

skovlegepladsen – Naturstyrelsen

Tykhøjet Krat:

Sydlige P-plads – Nordlige P-plads

Jelling:

Klubhus – kør ind i skoven ad Skovgade fra nord, der er skilt på skovvejen

Jelling:

Bredagerskolen – indkørsel fra Bredager

Brandbjerg:

ved Højskolen

Gyttegård:

P i vestlige del

Engelsholm:

P ved slottet

Gadbjerg:

skovlegeplads (Allévej)

Hastrup:

Kjærvej 1,  7323 Give (3 km N for Thyregod)

OK SNAB:

normale startsteder

Tilmelding til o-løb:

O-service

 


SPONSORER & SAMARBEJDSPARTNERE

Elite Vejle

Jelling musikfestival

Middelfart Sparekasse

Jelling Sparekasses Fond