Orienteringsklubben Gorm Jelling | Skiklubben Gorm Jelling

Monthly Archives: april 2018

På lørdag den 5. maj mellem kl. 10.00 og 12.00 inviterer OK Gorm for syvende gang til orienteringsløbernes motionsdag – ”Find vej Dagen”.
Som det fremgik af helsidesannonce i Jyllands Posten i dag, søndag, afvikles “Find vej Dagen” 38 forskellige steder i Danmark. Jelling er naturligvis en af de 38 lokaliteter.
Lokalt falder dagen sammen med, at der også er hollænder uger i byen. Oplagt har det derfor været, at OK Gorm afvikler ”Find vej Dagen” midt i det centrale Jelling.
Medlemmer af OK Gorm står klar på Gorms Torv lige øst for Den Jyske Sparekasse til at byde velkommen til lokale, hollændere og alle mulige andre turister.
Det er ikke alene fordi ”Find vej Dagen” kan blive en del af hollænder ugerne, at OK Gorm har valgt afvikling midt i byen. Det er også for at forberede offentligheden på, at om blot to år er OK Gorm medarrangør af VM i byorientering, når VM 2020 afvikles i byerne Vejle, Fredericia og Kolding fra 6.-11. juli.
Deltagelse den 5. maj er gratis og familier kan gå eller løbe sammen. Man kan komme ud og teste sig selv på en 2,5 km eller 3,5 km rute. Vi udleverer kort og sørger for instruktion før turen. Efter at have fundet vej, vil der være forfriskninger, diplomer og medaljer til børnene. For de fartglade er der mulighed for at teste, hvem der er familiens hurtigste. Nyeste elektroniske teknik bliver taget i brug.
Yderligere oplysninger: Ove Hvam Andersen på 2120 8399.

Fakta:
“Find vej i Danmark” er et landsdækkende projekt støttet af Nordea-Fonden. Over 6000 faste poster spredt over hele Danmark udgør orienteringsposter som enhver person kan benytte ved at downloade et kort fra https://www.findveji.dk/ og løbe et orienteringsløb.

 

Endnu en gang har Inger sørget for en fin løbsstatistik, så vi kan se antal løb og hvor langt og hurtigt, der blev løbet – og meget mere.
Bemærkninger, top10-lister m.v.  –  Oversigt for 2015-2016-2017

Desuden er der lavet en oversigt til hver enkelt løber. Hvis du ikke allerede har fået den, så ligger den til dig i klubhuset.

For dem, der rigtigt vil nørde, kan Ingers løbsstatistikker helt tilbage fra 2002 findes på Gorms hjemmeside (se Klubinfo / Klubbens historie/Klubstatistik).


Forberedelserne var gode. 4 måneders træning med fokus på årets første og hårdeste udfordring: DM Ultralang i Jægerspris Nordskov. Forventninger var at kunne yde en toppræstation og dermed kæmpe med om guldet i D40. En stor del af disse forventninger og håb fik fredag og lørdag inden konkurrencen et nøk nedad. Jeg var blevet syg, og en aflysning var i overhængende fare. Men jeg traf beslutningen om at tage afsted søndag morgen kl 4. Om ikke andet, så kunne jeg da være chauffør for de unge mennesker.

Efter 3 timers kørsel var vi fremme på stævneplads. Vejret var fantastisk, solskin og ingen vind. Med i bilen havde jeg Esben, Jens Kristian og Strib. Jens Kristian skulle løbe H20 og ud på 19 km. En barsk omgang. Udfordringerne for Esben og Strib lød på henholdsvis 13 og 9 km. Terrænnet var ret afvekslende, fra meget hurtigt med store veje og stier til brombærkrat og bregner, der gjorde det noget langsommere.

Jeg skulle starte sent og havde derfor god tid til at teste, om jeg skulle begive mig ud på de 11 km. Det føltes ikke helt godt, men okay, så jeg valgte at prøve og starte. Det blev en barsk omgang på flere måder. Et er at kæmpe med sygdommen i kroppen,  noget andet er det mentale aspekt, på så lang en bane. Og da banen var ret fysisk krævende, så kunne det rigtig mærkes på kroppen. Vi løb ikke meget på stier, men rigtig meget igennem brombærkrat, bregner, ja selv våde moser og væltede træer. Jeg sad fast (som i rigtig fast) i et brombærkrat.
På starten af banen kom jeg faktisk ind i en ok rytme, men det blev virkeligt krævende på de sidste 3-4 km af banen. Kroppen var færdig, men stædig som jeg nu var, så kæmpede jeg videre. Måltiden blev 1 time og 52 minutter. Pyha… Overraskende for mig selv, så havde jeg kæmpet mig i mål til en sølvmedalje, hvilket jeg, omstændighederne taget i betragtning, kan være meget tilfreds med.

Dagens flotteste Gorm præstation stod Jens Kristian Petersen for. Jens Kristian fulgte op på sidste søndags flotte præstation i Glamsbjerg. Jens Kristian er kun 17 år, men gennemførte H20 banen på 19 km i en meget flot tid på 2 timer og 43 minutter, hvilket blev til en fantastisk flot 10. plads. Reelt løb Jens Kristian 24 km. Det krævede både gel barer samt en kamp både fysisk og mentalt. En mand-folke-præstation kan man vel meget godt kalde det.
Esben og Strib havde en mindre god dag.

Tak for turen.
/Pernille


Som noget nyt, laver vi vores egen klubtur. En weekendtur, hvor alle medlemmer og deres familier, kan lære noget O-løb, samt have det sjovt og hyggeligt sammen.
Overnatning: Kolonien Thorupstrand, Fyrrestien 13, 9690 Fjerritslev.
Pris: 175 kr. for børn og 300 kr. for voksne, for 2 overnatninger, forplejning og masser af træning.
Samkørsel honoreres som vanligt.
Tilmelding på Gorm Event senest den 1.juni 2018
Foreløbig plan:
Fredag : ankomst og indkvartering fra kl. 18
Kl. 20 : aften O-løb med fællesstart
Kl. 22 : boller og kakaomælk
Lørdag
Kl. 7 : morgenbadning
Kl. 8 : morgenmad
Kl. 10 : O-løb
Kl. 12 : frokost og middagslur
Kl. 14 : O-løb
Kl. 16 : kaffe og kage
Kl. 17 : fælles spil – f.eks Vikingespil
Kl. 19 : festmiddag og underholdning
Søndag
Kl. 8 : morgenmad
Kl. 10 : O-løb
Kl. 12 : frokost og oprydning
Kl. 14 : O-løb
Kl. 16 : hjemrejse
Hilsen arrangementsudvalget.


Her stillede Gorm til start med 48 medlemmer, det mindste hold af de 4 i matchen.
Stemningen på stævnepladsen var rigtig god. Alle var spændte på dagen løb og der blev som sædvanlig diskuteret, hvor meget tøj man skulle have på. Det var en råkold søndag, med dis og ingen vind.
Skoven var våd med mange dybe grøfter. Den var endda så våd at flere lavninger var fyldt med vand, hvilket skabte forvirring for nogle af løberne.
Banerne havde mange poster og retningsskift, men tempoet skulle holdes højt, selv i de grønne dele, hvis man skulle slutte øverst på resultatlisten.
Annett kom til start uden kompas, men gennemførte i fin stil, da det var dagens opgave. Og hun var ikke den eneste der havde hørt efter. Der var igen der fejlklippede eller glemte poster, så der var mange point på alle baner.
Spændingen på stævnepladsen steg da de overordnede resultater begyndte at tikke ind. Vi var foran OK H.T.F med en god margin, og i lang tid stod vi lige med Kolding OK, der stillede med væsentligt flere løbere. OK Snab var stadig uden for rækkevidde.
Det endte dog med en score på 124-121 til Kolding.
Divisionsmatchen viste at Gorm kan kæmpe med om de øverste placeringer i første divisionen med gode løb fra vores medlemmer.
Nu skal vi bare vise samme gode stil igen til 2. september i Trelde.
Familien Ringive

Se flere billeder her


Efter træning og spisning, vil vi lægge op til “Åben klubaften”. Det vil sige alle har indflydelse på, hvad vi skal tale om. Det kan være spørgsmål til bestyrelsen eller udvalg – eller hvis du har noget, du gerne vil informere om, vil der også være mulighed for det. Indtil videre har vi følgende punkter:

  • Gorm 3-dages.
  • Veteran VM i København
  • VM 2020

Der bliver selvfølgelig serveret kaffe og kage til klubaften.
Håber vi ses.
Hilsen arrangementsudvalget

I weekenden deltog 3 Gorm løbere i dette års udgave af Videbæk Adventurerace.

Kl. 2 natten til lørdag blev challenge distancen skudt igang, og efter et vellykket race på næsten 12 timer kom holdet, bestående af Nina Najbjerg, Gustav Petersen og Mathias Ringive i mål. Med alle poster klippet og ingen fejl i opgaverne gav det en 2. plads i mix rækken hvor 7 hold stillede til start.

Orientering på MTB og i løb er en central del af adventurerace og derfor stillede holdet op under Gorms vinger med holdnavnet Gorms Vikinger. 

Udover løb og MTB bød natten og lørdag formiddag også på kajak, Raft ‘n Run (sejlads og løb med gummibåd), inliners, by-sprint om natten og Bike’ n Run (2 cykler til 3 personer).

Mathias

         
Det blev en lidt fugtig tirsdag der skulle sætte den officielle træning i OK Gorm for foråret 2018 i gang.
Poul Erik havde lavet dagens baner og han stod også klar med resultatformidling direkte på skærmen i klubhuset.
Et par nye ansigter mødte op sammen med en lang række rutinerede. Efter en dejlig træning var klubben vært for lækker varm suppe.

På torsdag er der som noget nyt fysisk træning fra Abrahamsens Gård kl. 18.00. Alle kan være med.

Husk at få dig tilmeldt til divisionsmatch 15/4 i Glamsbjerg Hegn (Odense).
Tilmeldingsfrist er fredag den 6/4. Hvis du har spørgsmål til O-Service eller andet, så kontakt Pernille (buch1977@gmail.com/Mobil 31311847) eller Poul Erik (poule@jellingnet.dk/Mobil 21785417).

Vi ses i skoven 🙂

/Pernille Buch
Formand

Påskeløb på Fanø – 1. etape

Der var lagt op til nogle kolde dage på Fanø med sne, frost, og blæst. Hans Christian Strib reddede os igen ved at medbringe gasflasker og terassevarmere. Det lunede godt nok gevaldigt i teltet. Udfordringen bestod i at undgå at smelte teltdugen, løbetøjet og dunjakkerne. Strib bør modtage en hæderspris for den service.

Dagens etape bød på masser af åbne klitter og en afslutning i plantagen. Der var et jævnt lag sne overalt, og hvis man havde held til at vælge det rigtige spor, var der god hjælp at hente til næste post. Flere Gorm-er slap hæderligt igennem første etape. Mest bemærkelsesværdigt var det vel at Jens Kr. Pedersen valgte at tage definitioner og kort til H20 banen i stedet for H18. Det betød at måtte trævle klitområdet igennem på kryds og tværs de først 7-8 km af banen, inden han kunne krybe i læ af skoven. Da skulle han nok lige have haft et par ekstra skiver rugbrød.

Overnatning foregik i et par sommerhuse og en lejlighed. Hos os var der underholdning lige udenfor vinduerne af kaniner og rådyr. Indenfor blev der regnet på livet løs på prisen for et bad, en kande kaffe mm. Vi skulle jo både afregne for vand og el. Skulle nogen af vores gæster endnu ikke have betalt for kaffen kan man stadig nå at overføre på mobilepay til Søren. Kaffe/te ad libitum 0,10 kr, toilet besøg 0,38 kr (stort skyld).

/Jørgen

 

Langfredag Påskeløbet 2018 – 2. etape

Fra os Hedesvinget 1:

Fredag vågnede vi op til et dejligt vejr – solskin hele dagen og kun lidt vind.
Gustav og Steen gik til landevejen, hvor de blev samlet op af Søren German´s taxa, der ikke afviger fra den direkte rute.
Generatoren i Ole Binders bil var i udo, så han blev gemt bag i Stribs varebil på vej til start. PE medbragte en oplader da han kom på en dags besøg fra Jelling den dag.

På stævnepladsen var der dog køligt, så Stribs varme apparater var igen i brug i teltet.
Vi løb alle en mellemlang bane i et lettere fladt terræn uden mange klitter.
Sværhedsgraden var ikke stor, så de fleste kom godt igennem.
Der var dog lidt frafald efter 1. etape, forvredne ben mm. Enkelte måtte udgå, bl.a. Flemming, der ved sin post 3 fik et chok, da Emit-brikken ikke sad på fingeren mere. Så bliver man jo disket. Han valgte at løbe videre og havde så et godt løb. Men jagtstarten var væk. Brikken blev efterfølgende fundet af en ældre dame, så han fik den tilbage dagen efter.
Strib havde smurt sig godt ind i kopattesalve og tapet sig op, så han løb et hurtigt løb og blev nr. 2, i H70 – den største klasse. Han skulle så starte ud som nr. 2 i jagtstarten dagen efter.
Pernille holdt fast i toppen af D40. Andre kunne juble over det at have gennemført, efter nedtur på 1. dagen.
Dagens gæst, PE fik gang i benene igen og løb sig ind som nr. 3 på den åbne bane.

Det gode vejr var med til at holde humøret oppe, hvilket bl.a. var en af årsagerne til at Anne Grethe, Bente, Gustav og Steen valgte at gå tilbage til sommerhusene. Andre nød solen på pladsen og smagte af på de lækre grill pølser eller brugte penge på nye løbesko…

Tilbage på Hedesvinget 1, blev der badet og o-snakket. Ole lavede fortræffelig aftensmad med spinat, porre, kylling, bacon og ost med båndspaghetti til.
Senere var vi igen til kaffe, kage og hyggeligt samvær i luksushytten på Søstjernen. Der var på forhånd overført betaling for brug af vand til kaffe til kassemesteren SG. Hjemturen til sommerhuset, startede lidt i zig zag for ikke at køre de mange vilde kaniner over. Vi gik tilfredse i seng, vel vidende at 3. dagen ikke blev som de andre…

/Ole, Flemming og Steen

 

Påskeløb på Fanø – 3. etape

Løbets 3. etape var svær, som i rigtig svært! Tæt fyrkrat, mange højdekurver, og vand i større mængder end på kortet ….ja, sådan føltes det i hvert tilfælde. Tak for neuprensokker, de gjorde gavn i dag.
Det var et terræn der kunne føre en helt på vildspor. Selv om man forsøger at læse kurver og/eller bruge sit kompas, kan det bare ikke lade sig gøre at løbe hvor som helst. Som prinsen der skal befri Tornerose, finder man en vej igennem, MEN den passer måske ikke helt med kompasset, og man kan nå ret langt før det går op for en. Pyyhh! Heldigvis var der også god hjælp at hente hos andre løbere, og ind imellem blev det næsten gruppearbejde, at finde den næste post. Dejligt at mærke fællesskabet

Nå, men trods bøvlet var 3. dag på Påskeløbet også dagen hvor både Ole og Steen tog ALLE poster, hvor Flemming fik sin brik tilbage, og hvor alle fik en plads i en bil hjem.

Det var også dagen hvor flere af klubbens medlemmer fik en flot placering efter en nervepirrende jagtstart. I top 10 lå Strib på en flot 2. plads på H70, Pernille fik en 4. plads på D40, Søren fik en 7. plads på H55 og Bente fik en 9. plads på D55. Godt gået!

Tak for en dejlig, kold og blæsende dag på Fanø. Vi glæder os til Påskeløb 2019.

/Annett og Jacob

 

Til overvejelse

Tålmodigheden blev sat på prøve, da vi skulle med færgen hjem. Os der pakkede telt og grej sammen på stævnepladsen måtte vente godt 3½ time i færgekøen for at blive fragtet til fastlandet. Da vi så os tilbage over skulderen på færgen var der stadig fyldt i opmarcheringsbåse og langt hen ad vejen, så nogle havde stadig her ved 18-tiden 1-2 timers ventetid. Man kunne overveje muligheden at tage en ekstra overnatning næste gang, der er påskeløb på Fanø.

Se billeder fra Påskeløb her.

Find vej i...Find vej i Danmark 

Et tilbud om en lidt anderledes tur i skoven

Orientering i skolen
Inspiration til orienterings-aktiviteter i idrætsundervisningen

Jelling Løbet

Sydkredsen

Startsteder o-løb

Gødding Skov:

skovlegepladsenNaturstyrelsen

Tykhøjet Krat:

Sydlige P-plads Nordlige P-plads

Jelling:

Klubhus – kør ind i skoven ad Skovgade fra nord, der er skilt på skovvejen

Jelling:

Bredagerskolen – indkørsel fra Bredager

Brandbjerg:

ved Højskolen

Gyttegård:

P i vestlige del

Engelsholm:

P ved slottet

Gadbjerg:

skovlegeplads (Allévej)

Hastrup:

Kjærvej 1,  7323 Give (3 km N for Thyregod)

OK SNAB:

normale startsteder

Tilmelding til o-løb:

O-service

 


SPONSORER & SAMARBEJDSPARTNERE

Elite Vejle

Jelling musikfestival

Middelfart Sparekasse

Jelling Sparekasses Fond