Det blev til en medalje af ædleste karat til OK Gorm, da 9 af klubbens løbere var til DM Mellem i Grejsdalen.
Karl Kr. Terkelsen var en af de allerførst startende. Selvom han således skulle ”danne spor” var det ikke noget, der var at se på mellemtiderne. Med et stort set fejlfrit løb kunne han som den første i klassen H75 løbe over målstregen i tiden 30.06. Det skulle vise sig, at tiden holdt konkurrencen igennem, så da alle 26 konkurrenter var kommet i mål var der 2½ min ned til nr. to og sølvvinder i klassen.
I H70 var to Gormløbere til start. Begge havde gode løb. Poul Erik Buch blev nr. 6 og Flemming D. Andersen nr. 12 i den 33 mand store klasse.
I D21 med flere landsholdsløbere havde Nina G. Najbjerg et solidt løb og blev nr. syv af 15. God placering var der også i D40 til Pernille Buch med en placering som nr. seks.
Dejligt var det også at se en af vore nye og unge medlemmer, Dina Møldrup, prøve kræfter med skrænterne i Grejsdalen, selv om det ikke var i en mesterskabsklasse. Dina blev nr. to på Åben 2.
OK Gorm arrangerede DM Mellem i Højgård Skov i 2019. I år var det OK Snab, der var arrangør på et kort kaldet Grejsdalen. Højgård Skov er jo også en del af Grejsdalen, så løberne vidste godt, hvad der ventede af skrænter og højdemeter. I indbydelsen til løbet er terrænet beskrevet således: ”Terrænet befinder sig i 10-90 m over havoverfladen og er generelt meget kuperet med mange kurvedetaljer. Vegetationen er en blanding af nåletræer og løvskov. Gennemløbeligheden er generelt god, men der forekommer områder med undervegetation. Bunden er hovedsagelig tør, men der findes også vådområder med både grøfter, bække og moser.” Denne beskrivelse kan også forkortes til: ”fysisk og orienteringsmæssigt krævende, men spændende orientering”.