Monthly Archives: februar 2020
Inspirationsmøde søndag den 8. marts kl. 12.15 på Abrahamsens Gård.
Børne- og ungdomsudvalget indbyder til møde omkring den kommende sæsons ungdomstræning. Kommende hjælpetrænere, forældre, ungdomsløbere, klubmedlemmer – alle der har interesse i ungdomstræningen er velkomne.
Vi har brug for at hører jeres mening og ideer til hvordan vi får brugt ressourcerne bedst muligt i vores børne- og ungdomstræning.
Til at styre snakken og komme med et oplæg får vi besøg af tidligere landsholdsløber og TBU konsulent Tue Lassen.
Vi håber at I har lyst til at deltage i mødet og dermed være med til at præge ungdomsarbejdet fremadrettet i OK Gorm.
Der vil på mødet blive serveret lidt brød og kaffe.
Mødet slutter kl. 15. Af hensyn til forplejning, så må I meget gerne tilmelde jer på Gorm Events eller på mail til Pernille (buch1977@gmail.com) eller telefon: 31 31 18 47).
Vi glæder os til at se jer.
O-hilsner
Børne- og ungdomsudvalget
Har du lyst til at hjælpe nye medlemmer godt på vej i OK GORM?
Klubben har gennem en årrække tilbudt mentor til nye VOKSNE medlemmer.
Mentorens opgaver er:
- at byde den nye velkommen
- at informere den nye om klubbens tilbud: tirsdagstræninger, spisning, klubfaciliteter, åbne løb mv.
- at tage hånd om den nye: dvs. følge den nye gennem det første år; svare på spørgsmål; være obs. på om den nye har brug for hjælp ift. o-teknik, o-service mv – og her skabe kontakt til øvrige relevante medlemmer ved behov
Kontakt Grethe ved behov for yderligere info: mobil 24940303, mail: gretheb@jellingnet.dk.
Tilmeld dig gerne via Gorm Events.
Søndag formiddag kl. 10 var den første af i alt seks søndage, hvor OK Gorm inviterer familier og motionsløbere til at prøve orientering.
14 deltagere var – på trods af det meget dårlige vejr – mødt op, heri var fire familier repræsenteret.
Deltagerne gennemførte en let bane på 2,8 km i luftlinje. Banen startede og sluttede ved Bredagerskolen. Undervejs kom man rundt om skolen, forbi Asylcentret, over gangbroen og rundt i midtbyen og området ved Seminariet.
Banen var meget præget af vand, så flere steder måtte posterne placeres nogle meter fra den rette placering, for at deltagerne kunne bunde.
Efter løbet blev banen drøftet, mens man hyggede sig med boller, saftevand og kold/varm kakao i Bredagerskolens gamle kantine.
Næste søndag er det igen med start fra Bredagerskolen og igen er det med start klokken 10.
Klubbens medlemmer er velkomne til at deltage – og man er også meget velkommen til AT TAGE EN VEN med.
Velkomst ved formand Pernille Buch – Fremmødte: 27 medlemmer
Fællessang: ”Jeg elsker de grønne lunde”
1. Valg af dirigent: Grethe Buch foreslået af bestyrelsen og valgt af forsamlingen som aftenens dirigent. Grethe kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet såvel i Jelling Avisen som på OK Gorms hjemmeside og dermed beslutningsdygtigt.
2. Beretning ved Pernille Buch – kort gennemgang af den samlede beretning: Beretningerne ligger samlet på hjemmesiden, og kan ses der. Men Pernille gennemgik i korte træk den samlede beretning via et PowerPoint show.
Hun fremhævede bl.a., at klubben i 2019 vandt 2. division og dermed rykker op i 1. division igen. Hun nævnte også de store ”ikke sportslige aktiviteter”, som klubbens medlemmer hjælper med til: Uddeling af kirkeblade, Hausgaard koncerten i Gormshallen, Musikfestivalen og Hærvejsløbet. Ved at hjælpe til med disse aktiviteter belønnes klubben, og medlemmerne blev opfordret til at melde sig til opgaver, hvis ikke man allerede har gjort det. Det samme gælder for sommerens store o-løbsarrangement WOC2020, som løber af stabelen fra d. 6. til d. 11. juli.
Til Vejle kommunes Sportsgallashow i 2019 fik Karl Kristian Vejle Idrætsråds ”du-gør-en-forskel” prisen for sin store indsats med Skoleorientering/Find vej i skolen. Det er flot gået!
I år afholdes der Sportsgalla d. 2. april, og billetter kan bestilles gratis via Vejle kommune efter 1.marts. Pernille nævnte de mange arrangementer og aktiviteter, som de forskellige udvalg har stået for – såvel løbsarrangementer, træningerne, tirsdagsspisning, ungdomsarbejdet, klubture, rekrutteringsarrangementer, talentarbejde, PR og kommunikation, korttegning og skovkontakt, skoleorientering, skiture og rulleskitræning, klubhusaktiviteter samt bestyrelsesarbejde.
Pernille fortalte, at Asta stopper som træner for børnene, og hun takkede hende for hendes mangeårige flotte indsats. Hun takkede endvidere Ove for sit arbejde i bestyrelsen som formand for Rekrutteringsudvalget. Ove fik traditionen tro overrakt en Gorm-platte. Pernille takkede også den samlede bestyrelse samt referenten for godt samarbejde i årets løb.
Til slut kunne Pernille fortælle, at OK Gorms bestyrelse har indstillet Bodil Nygaard Poulsen til JFS´ Frivillighedspris. Hvem der får prisen bliver afsløret til generalforsamlingen i JFS, som løber af stabelen d. 11.3. Her er alle velkomne.
Da der ingen spørgsmål var, blev den samlede beretning taget til efterretning og godkendt.
3. Regnskabsaflæggelse ved Ole Binder:
Regnskabet for 2019 blev delt ud til de fremmødte. Det samlede regnskab kan også ses på hjemmesiden. Heraf kan det ses, at der samlet set er et overskud i klubben på 108.375 kr. Der var i forvejen budgetteret med et overskud på 34.700 kr. Til næste år budgetteres der med et samlet overskud i klubben på 12.500 kr. – heri indberegnet et overskud fra WOC2020 på 50.000 kr. Men det blev også pointeret, at udgiften til klubturen til Tjekkiet ikke er indregnet i budgettet for 2020. Ole gennemgik regnskab, budget og status, og takkede Bent for hjælpen som bogholder og sparringspartner.
Da der heller ikke var spørgsmål eller kommentarer til gennemgangen af regnskabet, blev både regnskab og budget godkendt af forsamlingen.
4. Indkomne forslag – Ingen forslag indkommet.
5. Valg af ledelse: (Samtlige valg gælder for 2 år).
– Formand: Pernille Buch (modtager genvalg) Ingen andre forslag – Pernille valgt
Formændene for følgende udvalg:
– Børne- og ungdomsudvalg: Steen Holmegaard (modtager genvalg) Ingen andre forslag – Steen valgt
– Kort- og Skovudvalg: Stig Knudsen (modtager genvalg) Ingen andre forslag –
Stig valgt
– Rekrutteringsudvalg: Ove Hvam Andersen (modtager ikke genvalg) Ingen andre forslag – så bestyrelsen opfordres til at finde en formand til denne post i løbet af året – indtil videre er Steen kontaktperson til bestyrelsen.
– Kommunikations- og PR udvalg: Karl Kristian Terkelsen (modtager ikke genvalg) Ingen andre forslag – så bestyrelsen opfordres til at finde en formand til denne post i løbet af året.
Valg af klubhusudvalg i henhold til § 7 A
På valg til klubhusudvalget:
Jens Kristian Laursen (modtager genvalg) Ingen andre forslag –
Jens Kristian valgt
Karl Kristian Terkelsen (modtager genvalg) Ingen andre forslag –
Karl Kristian valgt
6. Evt.
Bente uddelte en invitation til alle fremmødte medlemmer til årets klubture og opfordrede medlemmerne til at deltage.
En bevæget Bodil takkede for indstillingen til JFS´ Frivillighedspris og for at hun må være med i klubben og hjælpe til med det, hun kan.
Søren bragte vinterens gymnastiktræning på Bredagerskolen til debat, men det er jo op til træningsudvalget at tage beslutning herom. Træningen for denne vinter stopper til marts, da der på det tidspunkt bliver arrangeret Natcup Syd om tirsdagen. Der er desuden også mulighed for at deltage i Rekrutteringsarrangementerne de næste 6 søndage om formiddagen fra kl. 10-12.
Hermed sluttede den ordinære generalforsamling, og Grethe takkede forsamlingen for god ro og orden.
Pause med kaffe/te, smørkrans og walesboller
Efter kaffen gav Pernille ordet til Toke, som fortalte om sit arbejde som bandagist, og om de oplevelser han havde haft indenfor Para-sporten og ved deltagelse ved de para-oplympiske lege. Til sidst kom han ind på, hvilke problemer man kan have med sine fødder, og hvordan det kan afhjælpes. Det var et spændende emne, og Toke fremlagde det på en meget saglig og også humoristisk måde. Så han fik tak fra formanden og bifald fra forsamlingen.
Fællessang: ”Jeg bærer med smil min byrde”
Pernille sluttede med at takke Birthe og Bodil for kaffe/te og kager og forsamlingen for fremmødet og den gode stemning.
11 børn og voksne på Asylcentrets skole stiftede lørdag den 8. februar bekendtskab med orienteringsløb. Steen Holmegaard, formand for OK Gorms børne- og ungdomsudvalg har stået for initiativet, og i et samarbejde med beboerinddragelseskonsulent Marianne Falkenstrøm Quist blev dagen planlagt. Steen gav de fremmødte indsigt i, hvad et orienteringskort er, og hvordan man bruger det, samt hvad det vil sige at løbe orienteringsløb. Forløbet foregik på dansk og engelsk, med oversættelse til modersproget af de lidt mere sprogkyndige børn og voksne. Der var en god stemning, smil og åben snak.
Efterfølgende gik deltagerne i samlet flok til Bredagerskolen, hvor Poul Erik Buch tog i mod med kort og tidtagning. Her skulle man deltagerne så prøve om teorien kunne omsættes i praksis på en mindre orienteringsbane i rundt om skolen. Der blev gået eller løbet, både individuelt og i grupper.
Alle kom i mål mere eller mindre forpustet, men med smil på læben. Inden de fik lov at gå blev alle inviteret til at deltage i OK Gorms familie og motionsorientering, der blev afviklet over seks søndage fra søndag den 23. februar. Flere gav udtryk for at de ville møde op.
Vi har brug for din hjælp
da OK Gorm igen i år står for oprydning uden for pladsen til Jelling Musikfestival.
Tilmeld dig gerne på Gorm Events hurtigst muligt.
Tidspunkter for oprydningen er:
• Fredag d. 29/5 kl. 7.30-9.30
• Lørdag d. 30/5 kl. 7.30-9.30
• Søndag d. 31/5 kl. 7.30-9.30
• Søndag d. 31/5 kl. 19-20
• Mandag d. 1/6 kl. 8-10
• Mandag d. 1/6 kl. 19-20
Hvis du arbejder 6 timer optjener du en billet til festivalen. Familiemedlemmer kan samle deres tid til en billet.
Midlerne som OK Gorm får for denne opgave, går særligt til ungdomsarbejdet, hvilket betyder, at klubbens ungdomsløbere kan dyrke o-løb under særligt favorable vilkår. Klubben opfordrer derfor særligt ungdomsløberne og deres forældre til at give en hånd med her.
Men der er brug for mange og alle kan være med, både børn og voksne.
Deadline for tilmelding er d. 21/4.
Yderligere oplysninger kan fås hos Grethe Buch, 24940303, gretheb@jellingnet.dk
Onsdag d. 19/2 2020 kl. 19.00 på Abrahamsens Gård
Dagsorden efter vedtægterne (se evt: http://okgorm.dk/bestyrelse-og-udvalg/) :
1. Valg af dirigent.
2. Beretning (Se den samlede beretning for 2019 her)
3. Regnskabsaflæggelse
4. Indkomne forslag.
5. Valg af ledelse i henhold til § 5.
Formand: Pernille Buch (modtager genvalg)
Formændene for følgende udvalg:
– Børne- og ungdomsudvalg: Steen Holmegaard (modtager genvalg)
– Kort- og Skovudvalg: Stig Knudsen (modtager genvalg)
– Rekrutteringsudvalg: Ove Hvam Andersen (modtager ikke genvalg)
– Kommunikations- og PR udvalg: Karl Kristian Terkelsen (modtager ikke genvalg)
Valg af klubhusudvalg i henhold til § 7 A
På valg til klubhusudvalget:
Jens Kristian Laursen (modtager genvalg)
Karl Kristian Terkelsen (modtager genvalg)
6. Eventuelt.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være indsendt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.