Monthly Archives: december 2015
Klokken 10.00 i dag, nytårsaftensdag, gik starten til Jakob Ravns 38. nytårsløb. Asta og jeg var med, for vi ved ikke hvilken gang. Det er jo ikke fordi, det er de mest sindsoprivende baner vi præsenteres for, og efterhånden har vi jo været de forskellige steder i byen. Det er jo heller ikke verdens bedste kort, vi løber på, men når det alligevel er noget vi SKAL deltage i, er det fordi Jakob Ravns nytårsløb nu engang høre med til vores nytårsritualer og traditioner. Det er et must, ligesom når vi kl. 18.00 er klar til at se og høre dronningens nytårstale. Uden Jakob Ravns Nytårsløb, Dronningens Nytårstale og lad os også lige tage 90-års fødselsdagen med kl. 23.40 i aften, er det ikke nytår.
I år deltog godt 200 løbere i Jakob Ravns Nytårsløb. OK Gorm var godt repræsenteret med ikke færre end 14 løbere. Som nævnt var det 38. gang Jakob Ravn lavede Nytårsløbet i Horsens. Som altid er instruktionen skrevet i hånden. Tiden styres af et vækkeur, der står på taget af hans bil. Tidligere var det en Citroen 2CV, som nu er udskiftet med en Polo. Der er tre baner. Alle starter med fællesstart. LANG12 km kl. 10, Mellem 8 km kl. 10.05 og Kort 5 km kl. 10.10. Ikke noget med elektronisk kvittering. Man får udleveret et gedigent kontrolkort, der skal klippes med tænger som i det forrige århundrede. Kontrolkortets farve fortæller hvilken bane du løber. Postdefinitionen har de senere år været den samme for alle poster. I år var det skulptur.
Fine præmier er der til vinderne på de forskellige baner. Tidligere har det været nogget af Jakobs sølvbestik, flinteøkser og til de unge mænd Hudibras (den kan vist ikke længere købes).
I dag vandt Josefine og Anette begge og deres præmie var Julius’s tegninger 2015 (Julius leverer satiriske tegninger til VAF/Horsens Folkeblad). Så det er ikke kedeligt at vinde.
Jakob har lovet at han fortsætter til han har lavet 40 løb, så man kan endnu nå at få denne nytårs oplevelse med.
Om et kvarter holder dronningen sin tale. Jeg løber.
Kommunikations- og PR udvalget ønsker alle et godt nytår. Ses på hjemmesiden i 2016!
På billedet ser vi Jakob Ravn sende de første løbere afsted
Satser du i 2016 på mere motion, gøre noget godt for dit helbred og alligevel være sammen med familien, så har orienteringsklubben OK Gorm et godt tilbud til dig.
Merete Larsen, OK Gorm forklarer: -”Vi ved, at mange har lyst til og måske også behov for at komme ud og motionere når jule- og nytårsmaden er fordøjet. Vi tilbyder på tre søndage i januar (den 10., 17., og 24. januar) en let løbetur i Jelling Skov. Der er to forskellige baner på henholdsvis 3 og 5 km, men det er let orientering, hvor ruterne følger vej og sti, så alle kan være med”, og Merete fortsætter:-”vi kalder tilbuddet for familieorientering, da det er en oplagt mulighed for hele familien at følges ad. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan møde op alene og få en tur i skoven”.
Der er start ved Abrahamsens Gård i tidsrummet mellem kl. 10.00 og 11.00 og alle skal være tilbage før kl. 12.00.
Der er naturligvis medlemmer fra OK Gorm tilstede for at give instruktion og efter løbet vil man med i prisen på 25,- kr for voksne og 10,- kr for børn få en beskeden frokost.
Se invitationen her.
Nytårsfortsætter er også for medlemmer.
Medlemmer er også meget velkomne de tre søndage, hvor OK Gorm inviterer til familieorientering.
Vi vil bede om at medlemmer tilmelder sig via Gorm Events.
Som det ser ud nu tegner det ikke til hvid jul, så får du behov for motion til at bekæmpe alle kalorierne, må du tage løbeskoene på. Som temperaturerne ser ud lige nu er hue og luffer ikke nødvendige.
Allerede her i weekenden er der muligheder.
AAIG Orientering har startet et ny tradition med at arrangere et åbent sprint-løb i Aabenraa by den sidste lørdag før Jul.
Herning OK inviterer til Juledelleløb 2. juledag kl. 10.00
Endelig er der Jakob Ravns legendariske nytårsløb – for 38. gang – rundt i Horsens by med start ved stadion kl. 10.00 den 31. december. Det skal prøves. Kontakt Jakob Ravn: til: 21 32 28 70
Vil man have sne som på billedet skal man tage til drømmeland eller Norge.
God jul, kk
Julen nærmer sig med hastige skridt, men vejr udsigten tyder absolut ikke på nogen hvid jul, endsige mulighed for at løbe på ski i danmark.
Ude i den store verden er der sne og worldcup cirkusset i langrend gået igang for flere uger siden. Hvis man føler sig inspireret har man muligheden for at prøve at komme ud at konkurrere ved DM i langrend ved Kvitåvatn i Norge i uge 5. Se mere på http://www.dmlangrend.dk Bemærk at DM 50km tæller som seeding til Vasaloppet.
Hvis man ikke allerede har planerne for skiferien på plads så har vi som klub fået et tilbud fra det dansk drevene friluftscenter Rondetunet i Norge med rabat på hytteleje og nogle udvalgte kurser. Udenfor vinterferien i uge 7 og påsken kan medlemmer af skiklubben GORM få 20% rabat over vinteren ved online booking på hjemmesiden, ved brug af en rabatkode som kan fåes ved henvendelse til undertegnede. På specielt kurset “Fjeldski for øvede” i uge 8 og “Toptursugen” i uge 13 kan man få 15% på kursusprisen ved booking pr mail. Centeret har åbent hele året, og her til vinter har de især hytteudllejning og skikurser. Alle skikurser er på fjeldski, så derfor kunne det måske være interessant for nogle af vores medlemmer. Fra centeret og hytterne er der tilgang til ca 60 km turløyper og 3 mindre børne- eller begyndervenlige løyper af 1,5-2 km hver. Derudover er der indenfor en halv times kørsel i bil et hyttefelt med 120 km flot optrukne langrendsløyper også. Men især med fjeldski er området ideelt med store mængder fjeld hvor man kan lave både dagsture og hytte til hytte ture. Se mere på Rondetunet.dk eller facebook.com/Rondetunet for at blive inspireret.
Vinterens fælles træning på rulleski har kørt i et par måneder. Vi har haft træninger med fint vejr og mange deltagere – incl nogle langvejs fra og uden den store erfaring. Det har gædet mig og der er bestemt ikke nogen grund til at holde sig væk. Selv i sne og storm er træningen blevet gennemført. Vi fortsætter efter nytår på følgende datoer:
10/1 – 24/1 – 21/2 – 6/3
(Når der er nogle huller er det fordi undertegnede er ”skitursramt”)
Apropos rulleski, så afholder Rold skov skiklub, Søndag d. 10/1, Nordic sport Vasatest I Skørping (Se mere her). Jeg var selv med sidste år og det er en rigtig god test af hvor man står formmæssigt. Hvis der er tilslutning til det vil jeg foreslå at vi tager derop som alternativ til fællestræningen samme dag – Er der nogen der vil med?
Det er ikke kun dette nyhedsbrev der kommer i en december udgave: Sæsonens anden udgave af skiforbundets blad: Skiavisen, er også udkommet. Bladet kan som sædvanligt afhentes I madpakkerummet på Abramsens gård eller hos undertegnede.
Endelig vil jeg lige minde om at tilmeldingsfristen for årets Klubtur til Svarstad nærmer sig. Der har været stor interesse, indtil videre ikke så mange faste tilmeldinger. Af hensyn til bestilling af hytter, skal jeg have skriftlig besked senest 31/12. For mere info om turen se her. Der er stadig plads til flere
Til allersidst vil jeg ønske jer alle en glædelig jul og et godt nyt-(ski)år.
Bjarke Wolf
Torsdag den 10. december samledes vi for sidste gang i år i Team Vejle Orientering. Traditionen tro skete dette med løb i Jelling skov på en anderledes måde. I år var det så ”julebanko” Hver løber fik udleveret et kort med 20 poster samt definitioner på 4 eller 6 poster de så skulle finde i vilkårlig rækkefølge. Posterne på kortet var ikke nummereret, så nu var det bare at bruge udelukkelsesmetoden for at finde de poster som stod på ens definition. Løberne med nissehue fik en lille fordel i form af en definition på alle posterne. Enkelte overdrev måske lidt mht. nissehuen, hvilket ses på billedet ovenfor. Det var ikke alle der havde forstået konceptet, enkelte måtte diskes pga forkerte numre og andre brugte rigtig lang tid på at finde alle posterne for derefter at tage deres i rigtigt rækkefølge. Eller måske sad man fast i kostumet ude i skoven, hvem ved? Hurtigst hos de yngste med 4 poster på pladen var Jens Kristian Petersen, og hurtigst hos de ældre med 6 poster på pladen var Josefine Lind. Postudsættere, banelæggere samt trænere fra sæsonen løb med, men kunne ikke løbe fra de unge. Kaj Isaksen fik en trøstepræmie som hurtigste voksen.
Efter en fortjent bad, fulgte vi traditionen og gik i klubhuset, hvor Esben´s forældre havde lavet flæskesteg til løbere, postudsættere og trænere. Under spisningen blev der uddelt præmier til dagens vindere. Helle Schou takkede trænerne for deres indsats og belønnede dem med en lille julehilsen. Karl Kristian Terkelsen sluttede af med at gennemgå lidt statistik for løbernes deltagelse i forskellige løb samt hvad der var vundet af titler mm. God Jul til alle, vi ses igen den 7. januar 2016. SH
Alle ungdomsløbere samt ungseniorer inviteres til julehygge søndag den 27. december kl. 13.00 – 16.00 på Abrahamsen gård.
Vi mødes omklædte, hvor I bliver sendt på en gang juleorienteringsløb i skoven. Hvis der er stemning for det tændes saunaen inden vi slutter af med orienteringsbanko samt boller og cacao i klubhuset.
Tilmelding på hjemmesiden Gorm Events senest den 20. december.