Nutidens skovdrift er noget af en udfordring for korttegnere. Store maskiner fælder træerne og lægger dem i ranker, så sporene er ufremkommelige. Ofte dannes sporene i lige linjer, som man på kortet må trække mellem de to endepunkter. Men når det går på kryds og tværs, er det næsten håbløst at kortlægge området, før rankerne er væk igen. Så kan man tracke et gps-spor, men det er også omstændeligt, når maskinerne har kørt skovbunden op til et tungt ælte. Først til foråret laves der fotoflyvninger, og disse fotos er ikke tilgængelige før mange måneder senere. Endnu har vi ikke adgang til orthofotos fra 2020.
Det har motiveret vores test af dronofotos i Gødding Skov. Opgaven er udført af Anders Domino (Din Dronefotograf). Dronen er programmeret til en bestemt flyverute, som gennemflyves, mens der tages en mængde billeder – i dette tilfælde ca. 300. Disse billeder smeltes sammen til ét sammenhængende foto. Efter lidt eksperimenteren er det lykkedes at georeferere fotoet, så det åbnes perfekt i Ocad uden tilpasning. Vi var spændt på, om det var muligt at lave noget anvendeligt i december, men det bløde lys har faktisk vist sig at være en fordel.
De to eksempler her demonstrerer overbevisende, hvor meget mere dronebilledet (nederst) viser end Cowis luftfoto. Det røber så også, at korttegneren langt fra ramte plet i det første forsøg.
/Søren Germann