Søndagens familieorienteringsarrangement var det tredje i rækken af seks. Selv om vejret ikke har været det bedste – i dag regnede det dog ikke, møder der stadig nye deltagere op.
Til søndagens familieorientering var der seks nye, som var ude at kombinere en motionstur i byen med det at have et orienteringskort i hånden. I alt var der til dagens løb 26 fremmødte, og efter tre gange har i alt 14 nye stiftet bekendtskab med orientering.
Som de andre søndage var der start og mål ved Bredagerskolen. Ved målgang var der en hjemmebagt bolle og varm kakao til alle.
Dagens rute kom bl.a. op omkring Anesminde, så har man ikke tidligere været rundt i den store have her, var muligheden der i dag.
De sidste tre gange af denne serie på seks foregår i Jelling skov med start og mødested ved Abrahamsens Gård klokken 10.