Søndag formiddag kl. 10 var første af i alt seks søndage, hvor OK Gorm inviterer familier til at løbe en lille tur med kort i hånd på lette baner.
13 deltagere var mødt repræsenterende fire familier.
Alle valgte at løbe den korte bane på 2,9 km i luftlinje. Første del af banen gik rundt om Gormshallen med passage af fodboldbaner, musikfestivalpladsen. Herfra et vend op i byen forbi det gamle rådhus og Superbrugsens P-plads før det igen gik mod Gormshallen. Vejret kunne der ikke klages på, men om det nu lige var kortbuksevejr, som William havde valgt, ved jeg nu ikke. William og broderen Jacob synes dog det havde været en fed tur.
Næste søndag er det igen med start fra Gormshallen og igen er det med start kl. 10.00.
Herefter bliver de sidste fire gange af tilbuddet om søndags familieorientering med udgangspunkt fra Abrahamsens Gård.
OK Gorm håber, at endnu flere tager i mod det gode tilbud om en søndagsaktivitet for hele familien.