11 børn og voksne på Asylcentrets skole stiftede lørdag den 8. februar bekendtskab med orienteringsløb. Steen Holmegaard, formand for OK Gorms børne- og ungdomsudvalg har stået for initiativet, og i et samarbejde med beboerinddragelseskonsulent Marianne Falkenstrøm Quist blev dagen planlagt. Steen gav de fremmødte indsigt i, hvad et orienteringskort er, og hvordan man bruger det, samt hvad det vil sige at løbe orienteringsløb. Forløbet foregik på dansk og engelsk, med oversættelse til modersproget af de lidt mere sprogkyndige børn og voksne. Der var en god stemning, smil og åben snak.
Efterfølgende gik deltagerne i samlet flok til Bredagerskolen, hvor Poul Erik Buch tog i mod med kort og tidtagning. Her skulle man deltagerne så prøve om teorien kunne omsættes i praksis på en mindre orienteringsbane i rundt om skolen. Der blev gået eller løbet, både individuelt og i grupper.
Alle kom i mål mere eller mindre forpustet, men med smil på læben. Inden de fik lov at gå blev alle inviteret til at deltage i OK Gorms familie og motionsorientering, der blev afviklet over seks søndage fra søndag den 23. februar. Flere gav udtryk for at de ville møde op.