Lørdag den 29. juni afvikles DGI’s Hærvejsløb for 11. gang. Det har udviklet sig til Danmarks største motionsløb med i alt 7000 deltagere. Af dem passerer ikke mindre end godt 2000 cykelryttere Jelling. Af disse er ca. 600 MTB- og Gravel-ryttere, mens resten er landevejsryttere.
OK Gorm har gennem årene stået for starten af den længste MTB-rute, der starter ved Gormshallen.
I år er det muligt også at melde sig på en såkaldt Gravel-rute.
MTB-ruten skydes i gang kl. 08.00 og her starter 310 ryttere på den 165 km lange rute mod Viborg.
Gravel-ruten skydes i gang kl. 08.30 og her skal de 330 ryttere tilbagelægge 175 km før de når Viborg.
Efter starten bliver MTB rytterne sendt ud på deres første styrkeprøve på stierne i Baggesholm og Jelling Skove. Gravelrytterne har rutesammenfald med MTB rytterne flere steder, men kommer dog ikke ind på skovstierne. I stedet får Gravel-rytterne en smuk tur ad Skovdallundvej, via Rugballe med passage af Hopballe Mølle for så gennem Jelling Skov at vende tilbage til Jelling.
Alle godt 600 ryttere cykler gennem monumentområdet, forbi Kongernes Jelling, hen forbi Jelling Kro ad den røde løber, før de forlader Jelling nordpå mod Viborg.
Vil man se og evt. heppe på MTB og Gravel-rytterne skal man være på plads i monumentområdet mellem 8.45 og 10.00.
Mellem 10.30 og 16.00 vil landevejsrytterne passere Jelling. Af dem starter 550 i Flensborg, mens 960 starter i Vejen.
Landevejsrytterne kommer via Fårupvej, passerer Mølvangvej for ad Vestergade at passere rundt om Kongernes Jelling og herfra ad samme rute som MTB og Gravel-rytterne på den røde løber og gennem en fanzone. I fanzonen vil et hold vikinger under stor ståhej med råben og hujen og svingende lanser og svær opildne rytterne til den fortsatte vej ud af monumentområdet mod Viborg
OK Gorm har været med til afviklingen helt fra start i 2013 og i år stiller klubben med 25 frivillige, som sørger for, at de mange ryttere får en god start og et godt indtryk af Jelling før de forlader monumentområdet. Jelling Senioridræt har lagt den røde løber ud og står vagt her i løbet af dagen og sikrer, at rytterne kommer sikkert ud af byen.