Lørdag aften-nat havde Mariager OK inviteret til årets første danske mesterskaber, DM Nat, i Hou Skov, der ligger ud til Mariager Fjord – sikkert smukt i dagslys.
8 Gormløbere var taget afsted og tre løbere kom hjem med medaljer. Poul Erik Buch havde et godt løb og tog guld i H65 i en klasse med 25 løbere. Længe gik Poul Erik og holdt nervøst øje med resultatlisten. Gunnar Grue Sørensen, meget stærk Roskilde-løber havde sen starttid. Poul Erik var startet som nr. fire, men det gode udlæg skulle vise sig at holde. I samme klasse blev Hans Chr. Strib nr. 11.
Guld blev det også i H70 til K. K. Terkelsen. Formen er ikke hvad den burde have været efter 14 dages rejseeventyr i Brasilien og Argentina, så fokus var på at lave så få fejl som muligt. Det lykkedes. I denne klasse var der 16 løbere. Sidste medalje var signeret Asta Terkelsen i D 70. Med et godt løb blev det til en sølvmedalje. Som så ofte før var det efter hurtige Inge Jørgensen, Roskilde OK. Astas km tid havde dog været hurtig nok til at vinde både D60 og D65. Så et klasseskift var måske en mulighed for at slippe for Inge Jørgensen.
Flot resultat havde også Esben Ø. Pedersen i H14, hvor han blev nr. 4, ”bare” 1,15 efter en bronzemedalje. ”Jeg kunne have gjort det bedre på to stræk. Strækket mellem post 4 og 5 og mellem post 7 og 8. Med bedre vejvalg her kunne jeg måske have fået bronze”, sagde en tilfreds Esben.
I H16 blev Jens Christian Pedersen disket pga. fejlklip.
Medaljehøsten er bestemt godkendt, selvom det ikke er på niveau med sidste års DM Nat-høst. Da kom Gorms løbere hjem med 5 medaljer.
I år var der ikke medaljer til ellers sikre Josefine Lind, der måtte udgå. Faldt og slog sit i forvejen skadede håndled. Heller ikke medalje til moderen Anette Lund, der sidste år fik bronze. ”Jeg var for langsom”, var Anettes korte kommentar.