Monthly Archives: september 2017

Mandag eftermiddag underskrev fem klubber en samarbejdsaftale med DOF omkring afviklingen af VM i 2020. Trekantområdet sendte tirsdag morgen følgende pressemeddelelse ud.
F.v. – Helle Sørensen (OK Melfar), Kenneth Mikkelsen (direktør i DOF), Flemming Jørgensen (OK Snab), Sven Madsen ( FROS), Susanne Højholt (Race director), Tina Blach (Kolding Orienterings Klub), Pernille Buch (OK Gorm) og Walther Rahbek (formand, DOF) Foto: Trekantområdet
I 2020 skal Trekantområdet være vært for VM i orienteringsløb. Mandag aften underskrev klubformændene for 5 lokale orienteringsklubber en samarbejdsaftale med Dansk Orienterings-Forbund omkring afviklingen af verdensmesterskaberne.
Der er nok at tage fat på, når Trekantområdet om mindre end 3 år skal være vært for VM i orienteringsløb. Mesterskabet bliver en stor event med både mesterskabsløb for landsholdene og et etapeløb for bredden. Og derudover skal Trekantområdets mange borgere involveres i den store begivenhed.
Derfor er Dansk Orienterings-Forbund rigtig glade for, at fem lokale orienteringsløbsklubber har trukket arbejdstøjet på for at sikre et vellykket mesterskab.
”VM 2020 bliver det største orienteringsevent, vi nogensinde har haft i Danmark, og vi er dybt afhængige af frivillige kræfter til at løfte den store opgave. Vi er meget glade for, at det i Trekantområdet kan lade sig gøre at arbejde på tværs af både kommuner og klubber, så vi sikrer et fantastisk mesterskab i de tre flotte bykerner. Når vi har de fem klubber med, allerede her tre år før mesterskabet, har vi lagt et rigtig godt fundament. Vi sætter vi stor pris på det engagement, klubberne udviser”, siger Walther Rahbek, formand for Dansk Orienterings-Forbund.
Glæden over samarbejdet er gengældt. De fem klubber OK Gorm i Jelling, OK Snab i Vejle, Kolding Orienterings Klub, Orienteringsklubben FROS i Fredericia og OK Melfar i Middelfart glæder sig alle til at være en del af verdensmesterskabet.
“Vi er super glade for at få verdensmesterskaberne til området. Vi vil jo gerne både vise vores område og vores byer frem for orienteringssporten, ligesom vi gerne vil vise vores sport til Danmark og til indbyggerne i Trekantområdet. Med et verdensmesterskab får vi mulighed for at vise det ypperste, og vi håber selvfølgelig, at det vil betyde en øget eksponering af sporten, så flere får øjnene op for vores pragtfulde sport”, siger Tina Blach, der er formand for Kolding Orienterings Klub.
Også i OK Melfar glæder klubformand Helle Sørensen sig til at komme i gang.
“Vi ved godt, at der er meget arbejde forbundet med afviklingen af så stort et event, men muligheden for at være med i maskinrummet på et verdensmesterskab kommer ikke hver dag. Vi har indgået i en positiv dialog med Dansk Orienterings-Forbund, og det har stået klart fra start af, at vi skulle arbejde sammen på tværs af klubberne. Det er vi vant til fra andre løb. Nu er det bare på den helt store scene. Vi tror på, at vi med vores indsats kan gøre en positiv forskel for både Trekantområdet, vore byer og for orienteringssporten.”
Fakta:
Dansk Orienterings-Forbund søgte om værtskabet for VM 2020 i samarbejde med Trekantområdet Danmark, Fredericia, Vejle og Kolding Kommune samt Sport Event Denmark. Mesterskabet blev tildelt i 2016 og arbejdet er allerede godt i gang. Verdensmesterskaberne skal løbes i juli 2020 i urbane miljøer og der kommer til at foregå løb i henholdsvis Kolding, Fredericia og Vejle.
Fem orienteringsklubber i Trekantområdet skal være med til afviklingen: OK Gorm i Jelling, OK Snab i Vejle, Kolding Orienterings Klub, Orienteringsklubben FROS i Fredericia og OK Melfar i Middelfart.

Gorm og især Gorm-pigerne stod imod, selvom vi var i undertal med kun 45 tilmeldte mod 55-75 hos de øvrige klubber Haderslev, Kolding og Snab Vejle.
I rigtig flot sensommervejr stillede Rønshoved store krav til løbere på alle niveauer – tæthederne vokser til efter en halvvåd dansk sommer, så meget få havde helt perfekte løb. De voksne kan kigge indad, hvorimod nogle af vores børn på let og begynder blev unødigt presset på selvtilliden af nogle svære poster.
Stor ros til de yngste for at komme flot igennem – Bent stoppede sit eget løb og overgik undervejs til skygning, men vigtigt med forsat ros og opbakning til de kommende træninger.
På de pointmæssige vigtigste baner H1 og D1 holder fraflyttede fast i klubben og sikrer reelt set vores mulighed for at løbe i 1. division – stor ros for at tage den lange tur !
Efter en klar sejr over Haderslev i forårets divisionsmatch, blev det rigtig tæt denne gang – vi sluttede med at vinde 107-105 og det blev først afgjort af de sidste to løbere – en HTF-løber uden alle poster og Gorm`s Inger Jensen med et ekstra point. På flere baner skiller 1-2 minutter forskellen mellem en af vore løbere og en HTF-løber, hvilket svarer til at flytte 2 point indbyrdes så ….
Der er ikke langt fra sejr til uafgjort og nederlag, derfor forsat vigtigst at få alle poster godkendt. Vi vinder på, at det kun misser for tre løbere, hvoraf Bent er selvvalgt og de to øvrige mangel på rutine og erfaring.
Kolding og Snab, Vejle er i en klasse for sig, så vi skal matche Haderslev og ved den kommende op- og nedrykningsmatch også Odense og Fåborg.
Så derfor sæt allerede kryds i kalenderen søndag d. 22/10-2017 og tilmeld i god tid på O-service (der er 13 tilmeldte d.d.), så løberne kan fordeles optimalt på banerne.
Der en helt speciel stemning på stævnepladsen ved denne op- og nedrykningsmatch. Et stort hold er afgørende og både store/små og rutinerede/nystartede kan gøre den sidste forskel i et forventelig tæt afgørelse. Det er jo flot, at lille Jelling kan matche de store byer.


Her ser vi nogle af vore nye løbere. De tre piger er Anna, Alma og Maja og på billedet til højre er Rasmus klar til at gå til start sammen med Asta,
Tak for løb – Peter Føns





