Asta og jeg var med Claudia Thomsen og Henrik Dagsbjerg, Vejle, på en 14 dages tur syd på. Vi skulle ned og deltage i Croatia Open fra den 27. juli til den 1. august. I år havde vi valgt Veteran VM fra i Gøteborg. Kroatien udmærker sig med god og billig mad, særdeles spændende orienteringsterræner og helt andre startafgifter end ved et VM.
Stævnecenter var Delnice, en lille by inde i landet ca.50 km øst for havnebyen Rijeka.  Vi tog hjemmefra den 21. juli, så der var tid til at være turist på vej til Kroatien. Vi var en tur omkring München, vi besøgte Hitlers første koncentrationslejr i Dachau og hans sommerbolig Kehlsteinhaus, også kaldet Ørnereden, et smukt sted som føreren fik foræret til sin 50-års fødselsdag. I Slovenien besøgte vi slovenernes smukke hovedstad Ljubljana, bestemt et besøg værd.
Lørdag ankom vi så til stævnecentret i Delnice og fik træningskort udleveret, så vi kunne komme ud og teste det kroatiske karstterræn før første konkurrence mandag.
Udstyret med træningskort gik turen til vores hjem den kommende uges tid: Gasthaus Biela Rosa i Ravna Gora.

Prøveløb søndag

Vi mente vi havde fået tilstrækkelig med information for at finde frem til skoven, men det viste sig, at den var alt for upræcis, og nogen form for afmærkning på vej til startstedet var der heller ikke, så vi kørte rundt så længe, at der var røster i bilen om at droppe prøveløbet. Det var jeg ikke lige med på. Endelig fandt vi det dog.
Kortet var delt af en øst-vestgående vej. Kortet nord for vejen var en bjergskråning. Her var kortet tegnet med 5 m ækvidistance, hvorimod den fladere diffuse del syd for vejen var med 2.5 m kurver. Af en eller anden grund havde arrangørerne valgt, at undlade at tegne stier på kortet og i øvrigt var der ikke hængt skærme ud, kun nogle små rød-hvide skilte på træer markerede posterne. Jeg startede i det flade område, men fandt aldrig post 1 selv efter tre gange at have været retur til startpunktet, så jeg opgav og løb nord for vejen til en gang heftig skræntorientering på 5 m kurver.
Asta startede et andet sted også i det flade område, og det lykkedes hende at finde et par poster.
Prøveløbet blev altså ikke den store orienteringsmæssige oplevelse for os.
Oplevelse havde Henrik og Claudia derimod haft. De ville blot gå en lille tur og var ikke kommet langt ind i skoven, før de så friske bjørnespor. Og ved siden af sporet lå et frisk rådyrben. De gik hurtigt ud til vejen igen og tænkte på, om Asta mon mødte bjørnen. Det gjorde hun dog ikke og heller ikke jeg, selv om jeg
bagefter opdagede, at der oven for det område, jeg løb i, var tegnet et bjørnesymbol på kortet. I Kroatien lever brune bjørne. Bagefter fandt vi via google ud af, at en sådan klæbbert kan blive fra 1,7-2,8 meter lang fra snude til halespids, have en skulderhøjde fra 90-150 cm og veje op til 400 kg!
På vores gasthaus var der bjørn på menukortet, og bjørn med tyttebærsauce kan absolut anbefales.

5 etaper

De fem løb vi deltog i bestod af 2 mellemdistanceløb, en sprint, en kort langdistance en langdistance.
Sprinten blev løbet i Krk på øen Krk i den gamle middelalder bykerne. Sidste etape blev løbet i ekstrem kartsterræn. Tre etaper blev løbet i højlandsterræn over 1000 m over havniveau, men alle kendetegnet ved et negativt kurvebillede, som er typiske for karst områder, og alle områder detaljeret til meget detaljeret. Sidste etape blev løbet i, som der stod i instruktionen: Ekstrem karst område. Måske et af de mest detaljerede karstområder tegnet til orienteringsformål i Europa. Her kunne forventes op til 30 m høje stenklipper, kæmpe sten og tætte stenpassager. Anbefalingen var: Nogle gange er det bedre med sikker gang end at løbe med fejl.
Det var svær orientering alle dage, men spændende.
Jeg havde ét rigtig godt løb uden fejl. Det var sidste dag, hvor det var rigtig svært. De andre dage løb jeg på de fleste poster rigtig godt, men lavede hver dag en til to rigtig dumme fejl. På første etape havde jeg således et bom på 5½ min, på anden etape, sprinten 2 minutter, på tredje etape et bom på 16 minutter og fjerde etape et bom på 9 minutter.

Vejen til at blive verdensmester

Hvordan gik det så i det samlede resultat. Jeg vandt alle etaper på nær sprinten.
Det hører med til historien, at vi kun var to i H70, en italiener ved navn Herman Bertoldi og jeg. Så der var hver dag to muligheder: Enten vinder eller taber, enten sidst eller næstsidst.
I den samlede stilling brugte jeg 260.19 min mod Hermans 366.28 min, så jeg på sidste dagen kunne løbe i mål som sikker samlet vinder og modtage den største guldmedalje, jeg nogensinde har fået og et fornemt litografisk diplom på 50×70 cm.
Jeg havde flere gange under de fem dage denne tanke: -”Dette er vejen til at blive verdensmester – Du skal blot fortsætte som orienteringsløber længe nok, så konkurrenterne efterhånden falder fra”.
Jeg kunne ikke lade være at sende en tanke til Gøteborg, hvor veteran VM blev afviklet, hvor svenskeren Rune Haraldsson for andet år i træk blev dobbelt verdensmester i klassen H95. Han har nået en alder, hvor han er alene i klassen, så uanset hvordan han løber, blot han gennemfører, bliver han verdensmester og bliver tiljublet af masserne …. men et eller andet sted synes jeg nu, det er sjovere at vinde DM i Munkebjerg foran Janne Brundstedt, Poul Erik og 64 andre konkurrenter.
Croatia Open var et løb med deltagelse af ca. 600 løbere fra 21 forskellige nationer.

Post på 5. etape

Sikker vinder på vej i mål

Asta

Asta løb i D65 og der blev ikke kåret nogen vinder. Alle i klassen – i alt 4 damer havde en af dagene haft fejlklip eller hoppet over en post så de var blevet disket, så derfor var der ingen sammenlagt vinder i den klasse. Asta havde ellers et par gode løb, men havde også et par katastrofer, men hoppede altså over en post i sprinten i Krk.

kk – vinder af Croatia Open 2015