Vi har fået meget ros for vort DM Mellem. Gode resultater daler ikke ned fra himlen, de skabes kun gennem hårdt arbejde.
Mange har brugt rigtigt mange timer op til stævnet for at forberede dette DM. Fra korttegning, til banelægning, indkøb til kiosk, fremskaffelse og fremstilling af materialer, skiltefremstilling, tilladelser, planlægning, møder og meget mere.
På dagen var vi 75, der var i aktion fra morgen til aften!
Kl. 20.00 var pladsen rømmet og kl. 21.00 var materiellet kommet inden døre på Abrahamsens Gård. Tilbage står lidt finoprydning, afslutning af regnskab og evaluering.
Vi har en målsætning om, at vi ved Gorm stævner skal leverer ”Gormkvalitet”, hvilket indebærer kvalitet over sædvanlig stævnestandard. Dette stævne levede til fulde op til denne målsætning, takket være jeres indsats!
Jeg vil ikke fremhæve enkelt områder, med undtagelse af præmieceremonien, hvor vi havde ekstern hjælp. Den ses sjældent bedre. Medaljerne blev overrakt af den 4-dobbelte verdensmester Maja Alm til alle ungdomsklasserne. Det var populært og mange forældre tog billeder. DOF’s formand Walter Rahbek tog sig af de ældre. De sponserede præmier blev på skift overrakt af borgmester Jens Ejner Christensen og formanden for Vejle Kommunes eliteidrætsråd, Knud Erik Hansen. Tak til dem, og endnu engang tak til alle jer.
Karl Kr. Terkelsen, stævneleder