Kl. 15.00 tirsdag den 5. maj til berammet tid var alt klar til kortindvielse i Tørring. Bent, Anne-Grethe, KK og Søren havde været på plads fra kl. 14.00. Bannere var opstillet, sprintbane udsat, beregnervognen klar med strøm til printer og varme på radiatoren. Der havde godt nok været nogle heftige byger undervejs, men mon ikke det kunne finde på at klare op? Optimistisk blev der skuet efter åbninger i skydækket.
De første interesserede gæster ankom lidt i tre, skoleleder Lone Jensen kom og kunne fortælle, at en SFO-klasse skulle være på vej for at være aktører i indvielsen. Bygerne var blevet hyppigere og kraftigere, men så kom da SFO børnene styrtende. Det gjorde nu også regnen, nu mindede det nærmest om skybrud.
I stedet for at stå under Gudenåcentrets udhæng, hvor vandet nu fossede ud over tagrenderne søgte alle i læ for regnen i en overdækket åben pavillon. Vandet væltede ned, der dannedes hurtigt en sø rundt om startområdet.
The show must go on, skybrud eller ej! Søren gav instruktion i sprintbanen, og de første styrtede afsted ud i kaskader af vand, og den første af børnene tog den da også på langs i vandet efter en kraftig opbremsning ved første post.
Alle tog styrtregnen med godt humør og syntes det var megafedt.
Efter den lille vandtur på sprintbanen blev børnene med hjælp sendt ud på en lille almindelig o-bane rundt på det nye kort, alt imens regnen fortsatte med at styrte ned.
Vi var efter denne indvielse enige om, at det sikkert var mødt en hel del flere op, hvis det havde været solskin!
Klokken 16.00 var indvielsen overstået, og ingen af de fremmødte følte trang til at blive.
Kl. 18.00 var der Gorm-træning på det nye kort – og nu var det blevet tørvejr. Mange mødte frem – og såmænd også Grethe Anæus, Viborg OK, der havde læst om kortindvielsen på facebook, og som lige syntes hun kunne tage syd på for at være med til kortindvielsen (…. gad vide om hun er i familie med vores egen Hans Chr. Strib!?).
Se flere billeder her.