Igen er et år ved at være gået. Mesterskaber, ture og divisionsmatcher er afviklet, medaljer er uddelt, så det er tid til i festligt lag at gøre en slags status, mindes de mange gode stunder, vi sammen har i klubregi.
Det er også den aften klubmestre blive hyldet og får vandrepokaler ligesom de af klubbens medlemmer, der i løbet af året har vundet DM-medaljer bliver hædret, bl.a. ved modtagelse af gavekort fra Sportens Venner og fra JfS.
Omkring 30 Gormmedlemmer og repræsentanter for Sportens venner og JfS deltog.
Aftenen blev indledt med velkomst ved formanden, Pernille Buch, hvor hun bl.a. kunne fremvise den fine pokal klubben havde vundet som vinder af årets 2. division i Sydkredsen.
Herefter var der hædring af årets DM medaljetagere, næstefter fulgte hædring af årets klubmestre. Ærgerligt at indtil flere af årets klubmestre ikke kunne være tilstede og få pokal og klapsalver.
Hæder var der også til Jacob Bang, der fik en øl som vinder af årets tipskonkurrence ved årets klubmesterskaber. Den hvide dame, som uddeles til den, der har forbedret sin km-tid mest fra løbet i divisionsmatchen til løbet i klubmesterskabet gik i år til Ida, og Jens Kristians Laursens Mindeplatte gik til Martin Ringive.
Efter maden, før underholdningen, fortalte Ida og Alma om klubbens ungdomstur til Mysen i Norge og deres deltagelse i Blodslitet.
De havde haft det vådt, men sjovt, og de havde helt sikkert også lært noget. Imponerende at de tre pige (Anne, Ida og Alma) gennemførte en bane i Blodslitet på ca. 8 km. Så svær oientering har de aldrig før løbet og heller ikke så lang en bane. Sejt.
Efter desserten, som var risalamande, var der underholdning. I grupper af fire skulle holddeltagerne holde på, røre ved hinanden på steder, som var oplyst på de sedler de kunne trække. Det var bestemt underholdende at se på, og det har helt sikkert også været sjovt at deltage i.
Mad skal der også til en god fest. Den stod Bodil for, og den var lækker. Prisen kan heller ikke afskrække. Hvor får man en 3-retters menu for 25- kr.
Modellen bliver sikkert den samme til næste år, så vi kan kun håbe, at flere vil deltage, ikke mindst alle de medlemmer, der har gjort sig fortjent til klubbens hæder som klubmestre mv. og nogle af klubbens nyere medlemmer.