Ved efterårets første DM i orienteringsløb blev det til guld, sølv og bronze til OK Gorm. Guld blev det til K. K. Terkelsen i H70, sølv til formanden Pernille Buch i D40 og endelig tog Poul Erik Buch bronze i H65.
Mesterskabet blev afviklet i Nykobbel en skov lige syd for Slagelse. En typisk småkuperet sjællandsk blandingsskov med åben bøgeskov, hvor der skulle holdes høj fart, vekslende med tættere partier med nåletræer og birk og for årstiden tætte områder af ørnebregner, hvor kunsten bestod i at ”få trådt på bremsen” for fortsat i disse sværere og tættere partier at holde god kortkontakt og ikke lave fejl.
I H70 var der 39 deltagere og her lykkedes det for K. K. Terkelsen at holde fokus og tungen lige i munden i de tættere og svære partier og med en vindertid på 33.52 min at komme i mål inden for banelæggerens stipulerede vindertid på 30-35 minutter. Claus Faber, Silkeborg vandt sølv i tiden 34.18 min og bronze gik til Max Hansen OK Djurs, Grenå.
I D40 var der 10 deltagere bl.a. tidligere landsholdsløber Dorthe Skovlyst, som Pernille måtte se sig slået af med 2 minutter. Pernille havde så til gengæld mere end to minutter ned til nr. 3.
I H65 vandt Poul Erik Buch bronze i en klasse med 31 deltagere kun 15 sekunder efter sølvet. På fjerde pladsen, 27 sekunder efter Poul Erik, kom Hans Chr. Strib, OK Gorm ind på 4. pladsen, mens den tredje Gormløber i denne klasse, Flemming D. Andersen, havde større problemer og blev nr. 20, tyve minutter efter vinderen.
Hverken Lilli Hansen i D60 og Asta Terkelsen i D70 havde tur i den og begge sluttede pænt nede på resultatlisten.På ungdomssiden var OK Gorm alene repræsenteret ved Esben Ø. Pedersen i H 16. Han havde et godt løb helt frem til afslutningen af løbet, hvor han på to af de sidste poster sætter meget tid til og slutter som nr. 20 af 22. Josefine Lind, klubbens stærkeste kort på ungdomssiden stillede ikke til start, men plejer sine skader.
I forbindelse med løbet var K. K. Terkelsen også i observatørens rolle. OK Gorm står som arrangør af DM Mellem i 2018, hvor Højgård og Brandbjerg Skov bliver konkurrenceområdet. Her er K. K. Terkelsen stævneleder, og for at fastholde inspiration og ideer til løsninger af opgaven blev både kamera og notatblok brugt flittigt. Dette års arrangører havde løst opgaven fint, så der var god inspiration at hente.