”Find vej i Sdr. Omme” inviterer dig med på en anderledes motionstur med udgangspunkt fra P-pladsen ved Sdr. Omme Multicenter. På kortet er både Sdr. Omme Skole, Sdr. Omme Multicenter og Skoleskoven nordvest for boldbanerne med.
Vil du gå på opdagelse på hele kortet, vil det derfor være en god idé at vælge et tidspunkt uden for skoletiden.
I området er der opstillet en række pæle, dels hjertesti-pæle og dels Find vej pæle. Nogle af Find vej i Sdr. Omme skiltene har pæl fælles med hjertesti-pælene (i alt seks), mens 14 er ny-opsatte Find vej pæle.
På hver pæl finder du postens nummer og en kode på tre bogstaver. Posternes placering og nummer er angivet på kortet. Hvis I er flere, som konkurrerer, kan koden noteres ned som bevis for, at posten er fundet.
Du kan finde posterne alene eller sammen med andre. Du kan løbe eller gå som du vil. Rækkefølgen kan du selv vælge.
Find vej i Sdr. Omme med kort
Startpunkt og informationsskilt finder du på pæl lige til højre for indkørslen til Sdr. Omme Multicenters P-plads.
Fra www.findveji.dk kan du under postnummer 7260 finde kort over Find vej i Sdr. Omme lige til at printe ud.
Find vej med O-Track
I Appen O-Track, på www.o-track.dk eller på www.findveji.dk kan du, under Find vej i Sdr. Omme, finde kortet med de 20 poster og startstedet (markeret med en violet trekant på kortet).
Med O-Track kan du tracke din rute, når du er ude at finde vej, og GPS’en i din mobil viser dig hele tiden, hvor på orienteringskortet du befinder dig. Efter endt tur vises dit track på skærmen, sammen med dit tidsforbrug.
Du kan hente O-Track appen i Appstore og Google play.
Baneforslag
På www.findveji.dk under postnummer 7260 eller på www.o-track.dk, Find vej i Sdr. Omme, kan du finde 3 forskellige baneforslag.
Vær opmærksom på, at de angivne længder på banerne er afstanden målt mellem posterne i luftlinje.
Find vej i Sdr Omme: Uden poster
Find vej i Sdr. Omme: Alle poster. Kort 2021
Baner
– Let, Kort 1,5 km
– Let Lang, 1,9 km
– Svær Lang , 3.0 km
God fornøjelse.