Det er sjovt at være banelægger – eller ”banelækker” som Søren ynder at skrive. Alle løbere i skoven skal have en god oplevelse og udfordres på deres niveau. Begynderne skal ledes sikkert igennem, og de rutinerede skal ”drilles” så meget som muligt, så de tvinges til at koncentrere sig og komme i tvivl undervejs om det bedste vejvalg. Der skal også være en passende spredning, så posterne ikke overbelastes. Vi kender vist alle eksempler på at løbe i flok til de sidste poster. Det er kedeligt.

Processen omkring banerne til divisionsmatchen i Hastrup begyndte ved juletid på et halvfærdigt kort. Et omfattende skovarbejde betød, at større områder i skoven ikke var tegnet færdigt. Målet var, at mit arbejde i skoven med markering af alle postplaceringer skulle være færdigt midt i februar, så banekontrollanten, Claus Lyngby kunne gå det hele igennem og give feedback på placeringer, definitioner og kortets kvalitet omkring posterne.

Ret hurtigt var jeg i skoven en dag for at lære den at kende og få et indtryk af mulighederne. En morgen i Hastrup Plantage, hvor du går stille og roligt rundt, giver næsten garanti for at se krondyr. Der er en pæn, stor flok, og de har deres foretrukne områder. De viser dog pæn respekt for en banelægger ved at liste af og holde sig på afstand.

Jeg har haft en løbende konstruktiv kontakt med Claus, der har kontrolleret sværhedsgrader, baneforløb, postplaceringer, definitioner, manillamærker m.m. Der har været jævnlig kontakt til korttegnerne med diverse rettelser. Og skovens folk drillede ved at lave nye fældninger, da alle baner var færdige. Det betød, at 16 manillamærker i løbets afslutning skulle indsamles igen, og alle baner måtte lægges om.

Når alt er godkendt på kortet og i skoven, skal der klippes i banernes streger og cirkler, så de ikke skjuler væsentlige detaljer, inden filerne sendes til layout, til tidtagningen og til stævnelederen.

Selvom der er gjort et stort forarbejde, kommer der alligevel kommentarer fra postudsættere og kontrolløbere om definitioner og postplaceringer. Sådan er det, når nye øjne ser på detaljerne. Det er bl.a. derfor der er en banekontrollant. Man kan hurtigt stirre sig blind på sine egne fejl.

I søndags kunne jeg så med spænding vente på, at løberne kom i mål. Fik de mon den oplevelse i skoven, som jeg havde satset på at give dem? En af de første i mål var verdensmester Emma Klingenberg. Hun kunne fortælle om en fed tur og et bom på flere minutter, hvor hun havde lavet en parallelfejl på en af de mange stier. En af udfordringerne i skoven er netop at holde styr på alle de stier og hugninger, man skråer hen over.

Jeg bemærkede flere inden løbet, der kommenterede skoven som lidt kedelig, når man kiggede på kortet. Jeg snakkede med en af dem bagefter, og han var blevet overrasket over en spændende tur og udfordringerne ved de mange retningsskift. Sådan nogle positive kommentarer var der heldigvis mange af, og dem labber jeg selvfølgelig i mig, og tænker, at det lykkedes.

Men det jeg kan tage med til næste gang, er også kommentarer om en post i et hul, en lidt unøjagtig placering i forhold til definitionen, lidt for tæt placerede poster og andre små brokker, som påvirker folks oplevelse i skoven.

På billedet ser vi  i baggrunden”banelækker” Jørgen og banekontrol Claus. Foran i billedet et par løbere, der har været i skoven og er blevet udfordret. Bom, vejvalg, poster og kort er helt sikkert samtaleemner.

Jørgen Damgaard